120.000 besøgte tv-fredensborg.dk i 2017.

Mest læste: Glemt lige-ud-pil ved Nivå Havn set af 3.500.
Mest læste politiske historie: Partihoppere fra bl.a.  Liberal Alliance ca. 1.100 læste historien.

Den lille Havfrue, en biografi af Olav Harsløf

Boganmeldelse af John Stæhr   OPDATERET

Bog Den lille HavfrueEn ny bog om "Den lille Havfrue" fra Gyldendal bliver markedsført med ordene: "Den er hårdt savnet, for myterne har floreret i hundrede år og bundet os modstridende historier og skrøner på ærmet".
Hvorefter bogen straks binder os læsere en ny skrøne på ærmet. Intet mindre end en ny påstået gerningsmand til hærværket, hvor Den lille Havfrue mistede hovedet den 25. april 1964.
Og derudover modstridende forklaringer på hvem der var model til Den lille Havfrue. For at få det fulde udbytte af bogen, bør man læse denne anmeldelse, som samler op på nogle af manglerne i bogen.

Pressebillede Gyldendal - Foto: Mads Folmer




85-årige, tidligere solodanserinde Ellen Price de Plane i 1964. I baggrunden Den lille Havfrue som er skabt som en hyldest til hende og hendes kunst. Trist at de eneste billeder der findes af hende, hvor man samtidig kan se skulpturen - er min  billedserie, hvor Den lille Havfrue har været udsat for skammeligt hærværk i 1964. Et af billederne fra billedserien bringes i bogen.  Foto: ©John Stæhr


"Om 100 år er alting glemt" - sang man engang - og der er lidt om "snakken".

Man skal endelig ikke glemme, at Den lille Havfrue - fra brygger Carl Jacobsens side - var ment som en hyldest til solodanserinde Ellen Price de Plane.  Skulpturen skulle forestille hende. Hvis dans i balletten "Den lille Havfrue" på Det Kongelige Teater i 1909, havde gjort så stort et indtryk på bryggeren. Det fastslås, ifølge bogen, af Vestre Landsret (dom 27. juni 1978 i sag 1-1337/1977). Men det er som om den kendsgerning er gået i "100-års-glemmebogen". Skulpturen er ikke tænkt som en skulptur der hylder handskemager Eline Eriksen - billedhuggerens hustru.  Det er helligbrøde at hive hende op foran og skygge for  solodanserinden.
På familien Eriksens "havfrue-salgs-website", er Ellen Price de Plane overhovedet ikke nævnt. Ægteparret Eline- og Edvard Eriksen var dengang leverandør af en hyldest til Ellen Price de Plane  og H.C. Andersens "Den  lille Havfrue". Kunden var bryggeren. Mere ydmyghed fra Eriksen-familiens side burde være en selvfølge. Af respekt for Ellen Price de Plane og brygger Carl Jacobsen.
Gad vist om Eriksen havde fået opgaven, hvis brygger  Carl Jacobsen havde vidst, at danske  journalister, i ganske almindelige artikler, ikke tør, eller vil, bringe et billede af Den lille Havfrue her 100 år efter? Bryggeren bliver på den måde omtalt mindre. Han var helt klart glad for at blive nævnt i aviserne for sin rolle som kunstmæcen.

Myterne
Der er især to myter om Den lille Havfrue - eller skrøner, om man vil. Hvem sad model - var det solodanserinde Ellen Price de Plane? Hvem udførte hærværket "havfruemordet" i 1964? Den tredje myte - grundlaget for det hele - sømands-begrebet "havfrue" - findes ikke i bogen.

Jeg var selv tæt på både Elllen Price de Plane og hærværket
I april 1964 var jeg pressefotograf i København. Jeg dækkede "havfruemordet", bl.a. for det nu hedengangne tyske nyhedsmagasin QUICK. Jeg har stadig negativerne fra den gang. Bl.a. et billede af savsporet på Den lille Havfrues hals (vist her på siden). I solodanserinde Ellen Price de Planes lejlighed stod jeg skulder ved skulder, med to medarbejdere fra amerikanske LIFE Magazine. Hærværket på Den lille Havfrue var virkelig en verdensbegivenhed i april 1964.

Life Magazine photographer shoot Ellen PriceKun berømtheder fik besøg af en pressefotograf og en journalist fra mægtige amerikanske LIFE Magazine.
Reportagen om hærværket mod Den lille Havfrue cementerede skulpturens verdensberømmelse.

I reportagen gjorde LIFE  lidt grin med havfruen. Men værdien af deres reportage, kunne ikke overvurderes for dansk turisme i USA.

En af vedens bedste pressefotografer fra LIFE Magazine i Ellen Price de Planes lejlighed.  Foto:©John Stæhr





Det var med en vis spænding, jeg åbnede bogen. Spændingen gik på om bogens forfatter Olav Harsløf, endelig kunne afsløre hvad der var op og ned på myterne. Men der blev jeg skuffet. Nogle af myterne lever videre i bogen.

Jeg er citeret i bogen
Min datter Pia kom med bogen. Hun havde købt den, fordi jeg havde fortalt hende, at jeg var citeret i den. Jeg var blevet lovet et eksemplar, men det dukkede først op lang tid efter udgivelsen.
Jeg fortæller i bogen til Olav Harsløf om mit møde med den 85-årige (tæt på 86 år), tidligere solodanserinde Ellen Price de Plane. Som jeg talte med et par dage efter "havfruemordet". Ballerinaen er mange steder nævnt som hende der sad model til Den lille Havfrue. Jeg er formentlig den eneste nulevende der har har talt med hende om skulpturens tilblivelse i 1910-13. Den april-dag i 1964 fortalte hun mig hvordan det hang sammen. At hun var delvis model til Den lille Havfrue.

Kan det passe?
På grund af dette skriv om bogen, gik jeg selv i gang med at forske i myterne. Især for at finde ekstra dokumentation for Ellen Price de Planes udtalelser til mig i 1964.
Med min pressefotograf-baggrund, var det naturlig at sammenligne fotos af de to mulige modeller - Eline Eriksen og Ellen Price de Plane - med Den lille Havfrues ansigt.

Hvorfor er der i øvrigt ingen andre der har gjort det samme i de seneste 100 år? Mange har glad- og gerne udtalt sig om modelspørgsmålet uden at tjekke billedligheden først.

 
Side 140. "Eline i Roskilde Domkirke/Eline på Langelinie" ?
Bemærk forskellig ansigtsform.  Især hagen.  
Øjenpartiet ligner ikke nogen af de to.
Foto: Mads Folmer
 
Eline Eriksen
Foto: Elfelt
 
Ellen Price de Plane
Fotograf ukendt

Resultatet var klart og entydigt. Ellen Price de Plane fortalte mig sandheden i 1964. Den lille Havfrue har et klassisk hjerteformet ansigt. Det samme havde Ellen Price de Plane. At det ikke er Eline Eriksens ansigt ses tydeligt på side 140 i bogen. Eline Eriksen var billedhugger Edvard Eriksen hustru - som hævdes at have siddet model til hele Den lille Havfrue. Hvis man skal tro det der står på side 142. Et klassisk eksempel på uoverensstemmelse mellem tekst og billeder. Som gammel pressefotograf ærgrer den slags mig altid.

Synet på kvinder i 1910
Bogen mangler en "kulturhistorisk" beskrivelse af den borgerlige moral og synet på kvinder i begyndelsen af 1900-tallet omkring 1910. Som et eksempel kan jeg nævne, at kvindelige og mandlige studerende på Kunstakademiet ikke måtte arbejde med nøgenmodeller i samme lokale. Begrundelsen var: "Man frygtede at synet af den nøgne krop ville vække upassende lidenskaber hos kvinderne" (citat fra Kunstakademiets hjemmeside). Denne "forbudte" fællesundervisning blev først tilladt i 1924 - 14 år efter at Den lille Havfrue blev skabt.

Bryggeren ville have primaballerinaen som nøgenmodel
Ellen Price de Plane i balletten Den lille HavfrueBrygger Carl Jacobsen ville have at solodanserinden, mor til to piger, 32-årige Ellen Price de Plane fra balletten på Det Kgl. Teater, skulle sidde model til den nøgne Havfrue hos billedhugger Edvard Eriksen. Det må have været noget af en varm kartoffel for hende. Hun blev spurgt på et møde mellem hendes- og Det Kongelige Teaters chef, A.P. Weis, magtfulde brygger Carl Jacobsen og hende selv. På mødet sagde hun ja til at medvirke som model. Hun turde vel ikke andet. Ikke noget at sige til, hvis hun nedtonede det over for journalisterne senere. Ja faktisk indtil jeg spurgte hende i 1964. Hvor hun medgav, at hun havde siddet delvis model til Den lille Havfrue.

Ellen Price de Plane som Den lille Havfrue i balletten. Fotograf. Ukendt


Hvem ville ikke gerne have været en flue på væggen, da hun formentlig fortalte det til sin "svigermor", hendes mands stedmor, oberstinde de Plane". Ellen Price de Plane og hendes familie hørte til det bedre borgerskab i København. Hun og hendes mand, journalisten Xavier de Plane boede i en herskabelig lejlighed på adressen Vesterbrogade 89 og familien opholdt sig om sommeren i familiens sommerresidens i Tibberup ved kysten i Nordsjælland. Nær Humlebæk.

Hun var tilmed suverænt nummer et som solodanserinde på Det. Kongelige Teater. Hun var stjernen over dem alle. Hende ville bryggeren have til at sidde nøgenmodel hos en billedhugger (....).
Hun er citeret for at sige noget i retning af: "En kongelig solodanserinde sidder ikke model". Men der er kun én kilde til citatet. Det er i billedhuggerens søn Egon Eriksens bog fra 1998. Til mig sagde hun noget andet i 1964. Efter min mening er det utænkeligt, at hun sad nøgenmodel for en billedhugger i 1910. Men noget har hun nok måttet give efter for bryggerens ønsker.

Den lille Havfrue var nær ikke blevet til noget
Faktisk var Edvard Eriksen tæt på at miste opgaven med Den lille Havfrue. Ingen tvivl om at bryggeren lagde maksimalt pres på for at få sin vilje. I Offentligheden handlede det om havfrue-halens udformning, men også om den manglende lighed mellem havfruens ansigt og Ellen Price de Planes. Bryggeren var stærkt utilfreds, da han havde set lerskitsen til figuren i 1910. Og billedhuggeren havde derefter ingen aftale om Den lille Havfrue-skulpturen.

Edvard Eriksen var ved at bygge hus med atelier på Frederiksberg. Så han havde formentlig ikke råd til miste opgaven. Han fik atter gang i forhandlingerne med bryggeren. Men derfra fortæller kilderne ikke noget om, hvad de talte om. Kun at de sås jævnligt. Med tanke på billedligheden med Ellen Price de Plane og den færdige skulptur, som jeg har påvist, så må bryggerens feterede solodanserindes medvirken, som model, med stor sandsynlighed have været med i aftalen. Det var et stærkt ønske fra bryggeren. Ja det var hele idéen med havfrue-skulpturen. Men ingen kilder bekræfter det. Det var virkelig tys, tys. Også hvis hun ikke skulle sidde nøgen.

Danserindebrønden - hyldest til balletten
Tre andre balletdanserinder var godt nok modeller til bl.a. Rudolph Tegners Danserindebrønden (i Helsingør). Men de var langt yngre end Ellen Price de Plane (kun 17 år). Og de var betydeligt lavere placeret i hierarkiet på det Kongelige Teater. For karrierens skyld måtte de vel også finde sig i mere. Den færdige Danserindebrønd viste heller ikke helt nøgne danserinder. Forfatteren bruger de tre unges modelsidning, til at så tvivl om solodanserindens mulige udtalelse. Og hendes vægring ved at sidde model hos billedhuggeren. Når de kunne, kunne hun vel også.

Begrebet "havfrue" - hvor stammer det fra? Svaret mangler i bogen.
En havfrue var frygtet af søfolk op gennem århundreder. Der er flere varianter af havfrue-myten alt efter hvor i verden den blev fortalt. Men kort beskrevet kunne havfruens "skønne sang" drive en sømand i fordærv. Havfruen kunne sidde på ryggen af en "havmand". Men hun kunne også hjælpe en sømand i knibe. Men i så fald skulle sømanden selv have hjulpet en havfrue. Myten er helt sikkert inspireret af græsk mytologi. I Homers Odysseen optræder "sirenerne" i samme rolle som havfruer gjorde i sømændenes ældgamle overtroiske fortællinger..

Ny skrøne om "havfruemordet".
Olav Harsløf skriver om "havfruemordet" i 1964, at han hælder mest til det en walisisk sømand fortalte ham i 1978. Waliserens skib lå for anker ud for Langelinie. Berusede sømænd fra skibet skulle have roet over til Den lille Havfrue, og med kokkens kødsav have savet hovedet af, og senere smidt det i Den Engelske Kanal. Waliseren angiver årstallet i skrønen som 1963 - det var i april 1964 at Den lille Havfrue mistede sit hoved.

Det er usandsynligt at et skib skulle være ankerligger i Københavns Havn ud for Langelinie. Det ville udgøre en stor risiko for de øvrige skibe der sejlede ind og ud af havnen. Havnen var stærkt trafikeret. I april 1964 anløb 2769 skibe. Og de skulle sejle ud igen. Så det var nærmest dobbelt op i antal. Nogle af dem skulle til Frihavnen og Nordhavnen, resten - langt de fleste - passerede Langelinie. Det største antal skibe var passagerskibe, bl.a. til Sverige. Hvilket understreger hvorfor man ikke kunne ligge for anker netop dér.

Med hensyn til kødsaven: Da Den lille Havfrues hals blev undersøgt af drabsafdelingen ved Københavns Politi, var der blå maling i savsporet. Der var brugt en såkaldt highspeed nedstrygerklinge (kendetegnet ved den blå farve). Klingen var af den grove type hvilket fortalte, at den der savede i Den lille Havfrue vidste hvad han/hun gjorde. En klinge med fine tænder ville hurtigt blive fyldt med bronze og blive ubrugelig til formålet. En sømand med en kødsav ville ikke have en chance.

Turde en sømand krænke en havfrue?
Endelig er det en kulturhistorisk mangel, når Olav Harsløf helt glemmer sømænds overtro. Fortællingen om hvad en havfrue betød for søfolk - hører med i sådan en bog. Ikke mindst når man bringer sådan en sømands-skrøne. Uden den havfrue-myte havde der nok ikke været nogen "Den lille Havfrue" at skrive om. Heller ikke for H.C. Andersen. I hans eventyr står der, at Den lille Havfrues to søstre, når det trak op til storm, svømmede foran skibet og lokkede sømændene med hvor dejligt der var på bunden af havet. Havfrue-motivet var et yndet motiv hos mange forfattere gennem tiderne, som Andersen lod sig inspirere af. Men oprindelsen til fortællingerne om havfruer må være sømandsmyterne.

En gammel søulk fra Marstal på Ærø fortæller
Museumsleder Erik Kromann, Marstal Søfartsmuseum: - "Ingen sømand ville finde på eller drømme om at gøre en havfrue et hoved kortere. Det er nok snarere en ”kunstner”s udskejelse. Søfolk er overtroiske til husbehov og kunne ikke finde på sådant.

Hvordan det er nu blandt de helt nye i storskibsfart, ved jeg ikke, men i mere traditionel søfart er folk stadigvæk tilbørligt ærbødige og påpasselige over for havet og hvad dertil hører. Der er ingen grund til at udfordre de undertiden voldsomme elementer. Det ved enhver sømand. Er selv i 1960’erne blevet kraftigt irettesat om bord, idet jeg begik den skødesløshed at fløjte, skønt vel vidende at en sådan handling kan påkalde storm. Fejltagelsen blev fluks påtalt med: ”Dit ansigt piber sømand”! Og jeg var straks fuldt ud klar over min brøde – ordentligt opdraget hjemmefra – trods alt (Marstal var søfartsby gennem generationer .red).

"Om at kaste anker i Københavns Havn - som waliserens skib angiveligt skulle have gjort, siger Erik Kromann: "Intet skib dypper krogen i Københavns Havn  - og da slet ikke ud for Langelinie, hvor der dengang var livlig trafik – uden at Havnevæsenet ville have opdaget det og fået fjernet fartøjet.".

OPDATERET april 2017: En pensioneret styrmand, der har sejlet til søs fra sin pure ungdom, bekræfter museumslederens beskrivelse af havfrue-overtroen. Ingen rigtig sømand ville behandle en havfrue så respektløst, som forfatteren beskriver i bogen.

Skrøne for landkrabber
Så Olav Harsløf, den waliser må du længere ud på landet med - for den skrøne hører ikke havet til. Udåden mod Den lille Havfrue er mest sandsynligt begået af en "landkrabbe".

Kunne det være landkrabben Jørgen Nash?
Landkrabbe, det var Jørgen Nash, den eneste der har tilstået "havfruemordet" i sin bog, til pressen - men ikke til politiet. Jeg har læst det politiet fandt ud af. Hvilke spor der kom frem.
Den lille Hvafrues nye hovede - seriegrafi Jørgen NashDet har jeg sammenlignet med Jørgen Nash tilståelse i bogen: "Havfruemorderen krydser sine spor. Erindringer på fersk gerning" fra 1997.

"Alt er tilladt", var den vigtigste regel på Jørgen Nash's kunstnerkollektiv "Drakabygget" i Skåne.

Mit pressefoto var pludselig et Jørgen Nash kunstværk i 1977.
Den Lille Havfrue med sit spritnye hoved i 1964. Seriegrafi.
Billedet han har brugt er. Foto: John Stæhr




Politiet ransagede Nash

Politiet havde fat i ham i 1966, to år efter hærværket. De foretog afhøring og flere ransagninger, også i kredsen omkring ham. Men der havde Jørgen Nash nok fundet ud af, at det var en alvorlig strafbar handling han, ifølge eget udsagn, havde begået. Han nægtede at udtale sig til politiet. Strafferammen var 3 års fængsel. Der var nemlig en særlig streng paragraf i straffeloven for hærværk mod skulpturer og monumenter. Da Den lille Havfrues hoved var fjernet, ville der tilmed komme en sigtelse for tyveri oven i. Sagen var forældet i 1969. Men havde drabsafdelingen ved Københavns politi inden da fundet hovedet, og eventuelt nogle nedstrygerklinger med bronzespor, som kunne knyttes til Nash, så var han endt i spjældet.

Gik til bekendelse i 1997
33 år efter i 1997 var det blevet helt ufarligt for ham at fortælle hvad der skete. Og det gjorde han. Hans beskrivelse er i overensstemmelse med det der kom frem i 1964. Både fra politiet og bronzestøberen.

Udåden blev udført natten til fredag og natten til lørdag. At Den lille Havfrue var hovedløs blev opdaget lørdag morgen kl. 5 af en hundelufter. Jørgen Nash fortæller i bogen om et mislykket første forsøg fredag nat. Hvor han brugte en forkert nedstrygerklinge. Den blev hurtigt sløv - og så knækkede den da han tog hårdere fat. Han havde formentlig fejlbedømt hvor tykt godset var i Den lille Havfrues hals, og havde derfor valgt en forkert klinge. Han vidste noget om at arbejde i metal, fordi han som pur ung havde arbejdet på Silkeborg Maskinfabrik.



Halsen efter udåden i 1964: De hvide pletter i selve "savsporet"  er den blå maling fra highspeed klingen - som bliver hvidt på s/hv. billeder. Nakken er til venstre i billedet. Mærkerne inde i halsen kan skyldes at klingen har været brugt som stiksav.  Foto:©John Stæhr


1. forsøg fredag nat
Forsøget fredag - blev bekræftet af to drenge, som fredag eftermiddag havde set savsporet i Den lille Havfrues nakke. Det fortalte de til politiet, som dog ikke troede dem. Jørgen Nash skriver, at det var en taxachauffør der havde afleveret et billede til politiet. Men medierne skrev at det var drengene, efter at hærværket var blevet opdaget. Der blev fundet en rusten nedstrygerklinge under en busk i nærheden. Men der var ikke spor af rust i savsporet på Den lille Havfrue.

2. forsøg lørdag nat
Lørdag, da hovedet var savet af, sagde bronzestøberen, at det var gjort af en der vidste hvad vedkommende gjorde. Man fandt også ud af, at der var brugt en highspeed nedstrygerklinge. For der var afsat blå maling i savsporet på halsen. Bronzestøberen pegede endvidere på de regelmæssige savspor, der kunne ses på halsen - som bevis for at det var fagligt udført arbejde.

Jørgen Nash skriver i 1997. At han til andet forsøg lørdag nat, havde købt nogle highspeed nedstrygerklinger. Jeg kan se på mine billeder, at der er brugt en grov klinge. Det korrekte faglige valg til opgaven, fordi bronze er blødt metal. Vel nok en af årsagerne til at bronzestøberen betegnede gerningsmanden som erfaren. Men på billederne tyder det desuden på, at man har afmonteret klingen, og brugt den direkte i hånden. Som en stiksav. Der var mærker inde i Den lille Havfrue der tyder på det.

Der hvor Jørgen Nash bringer os i tvivl - vel typisk for ham - er, da han skriver at han overnattede på Christiania mellem de to forsøg. Fristaden blev som bekendt først oprettet i 1971 - 7 år efter.

Hvor blev hovedet af?
Om det bortkomne hoved forklarer Nash, at han tog det med til Tisvilde og gemte det der. Senere blev det flyttet et par gange. Men ingen ved i dag hvor det blev af. Ingen kan heller være sikre på at han var gerningsmanden. Men hans forklaring passer med fakta som blev noteret bl.a. af Politiken i dagene efter udåden i 1964. Men sandheden tog han nok med sig da han gik bort i 2004, hvor hans aske formentlig blev spredt på Drakabygget.

Jeg har også fakta-tjekket andre skrøner om havfruemordet. Som ikke er nævnt i bogen. De kan alle afvises som "fake news".

Kan man som læser forvente korrekt historieskrivning?
Hvad slags bog er det? Det har betydning for om bogen kan bruges som kilde i historieskrivningen. På Gyldendals presseliste, over kommende udgivelser, stod der "faglitteratur". På et par boghandleres hjemmesider stod der "biografier". Et enkelt sted - "biografier og erindringer". Københavns Bibliotek betegner den som "faglitteratur". Forfatteren skriver til mig, at det er: "Kulturhistorisk (litteratur- og kunsthistorisk) analyse ".

Trods alt meget at læse i bogen
I bogen kan man læse om H.C. Andersen og læse hans eventyr "Den lille Havfrue". Om billedhuggeren Edvard Eriksen og hans økonomiske op og nedture. Balletelskeren, brygger Carl Jacobsen. Og andre. Især beskrivelsen af den magtfulde brygger med en rose i munden - undtagen når han talte - er værd at læse. Der er masser at hente i bogen. Dog kommer jeg til at tænke på nordmænd, når man i bogen sammenligner Den lille Havfrue med Mona Lisa og Frihedsgudinden i New York. For som tidsskriftet Skalk nr. 4/2013 skriver: "Man kan diskutere, om Edvard Eriksen var en stor kunstner, men hans værker blev kendte og fortæller glemt ballethistorie". Til det kan jeg kun sige: "At Eriksens efterkommere tilsyneladende har glemt den ballethistorie igen". Forfatteren har, når det gælder Eriksen familien, fuldstændig glemt, at der er noget der hedder kildekritik.

Som dokumentation? Det kan ikke være rigtigt, at jeg som læser skal i gang med en omfattende research andre steder, for at få ordentlige svar på mine berettigede spørgsmål. For bogen lover jo: "Den er hårdt savnet, for myterne har floreret i hundrede år og bundet os modstridende historier og skrøner på ærmet".

FAKTA:
Den lille Havfrue -  en biografi af Olav Harsløf
Forlag: Gyldendal
Antal sider 178-180
Indbundet
Udgivet: 20.10.2016
ISBN 9788702200287
Pris - vejledende kr. 299,95

Yderligere information

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information