Danske Modstandskvinders erindringer

modstandsbevægelsen danske kvinderPia Fris Laneth kommer den 21. november til Kokkedal Cafébibliotek og fortæller om sin tv-dokumentarserie om kvinder, der satte livet på spil for at befri Danmark under Anden verdenskrig.

Hvis man tænker på modstandsbevægelsen under besættelsen, ser man som regel mænd for sig, der lister rundt og saboterer jernbanespor i ly af mørket, eller mænd der forsøger at hjælpe jøder over sundet til Sverige.

Men blot fordi det ofte er mænd, der nævnes eller huskes, betyder det ikke at kvinder bare sad derhjemme uden at deltage i modstandskampen. Faktisk blev der under besættelsen interneret mere end 700 danske modstandskvinder i Frøslev-lejren tæt på den tyske grænse.

Pia Fris Laneth har gennem sin dokumentariske tv-serie ”Danske kvinder i modstandsbevægelsen” netop fokuseret på at bringe danske kvinders arbejde for Danmarks frihed under krigen frem i lyset. Serien fokuserer på ni kvinder og deres erindringer fra deres arbejde og liv under besættelsen af Danmark fra 1940-1945.

Kvinderne har alle på forskellige måder deltaget i modstandsarbejdet, lige fra sabotageoperationer til trykning af illegale materialer, der efterfølgende skulle omdeles. Det er en tv-serie der går helt ind på livet af kvinderne og giver et helt unikt indblik i kvindernes rolle under besættelsen.

Tv-serien var Pia Fris Laneths debut som instruktør og blev sendt på DR i 2012. Den blev mødt af megen ros på grund af sin intime og dog dramatiske skildring af de medvirkendes liv, samt tiden og de omstændigheder de levede under. Politiken skrev om tv-serien:

”Tv for voksne, tænkende mennesker” og ”et underholdende og vedkommende korrektiv til den gænse Robin Hood i trenchcoat-mytologisk historieskrivning.”

Berlingske skrev endda:

”Når kvinderne fortæller, bliver man totalt grebet og forelsket i dem.”

Nu kan man opleve Laneth holde foredrag om selvsamme tv-serie og sit arbejde med den torsdag d. 21. november kl. 16. på Kokkedal Cafébibliotek.

Arrangementet koster 25 kr., men hvis man er medlem af Biblioteksklubben kun 20 kr.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information