Tinne Borch Jacobsen  (V):
Én samlet, lavere og gennemskuelig ejendomsskat

Af: Tinne Borch Jacobsen, Folketingskandidat Venstre, Fredensborgkredsen/Nordsjælland.

 Tinne Borch Jacobsen, Folketingskandidat Venstre, Fredensborgkredsen/NordsjællandVi er ved at blive beskattet fra hus og hjem, og det må stoppe.

Ejendomsskattesystemet skal forenkles. Ejendomsværdiskatten og grundskylden bør erstattes af én samlet, lavere boligbeskatning, som baseres på forudsigelige regler, og ikke SKAT`s fejlskøn over ikke eksisterende markeder for ubebyggede grunde.

Udover at beskatte folk af ikke eksisterende værdier, bidrager disse fejlskøn oven i købet til at presse den samlede ejendomsværdi ned, sådan at boligejerne mister den friværdi, som de har sparet op i deres bolig. Den reducerede klageadgang, og SKAT`s manglende opfølgning på fejl, er et kapitel for sig, som en ny blå regering straks må få styr på, så lov og orden retableres på skatteområdet efter den røde regerings hærgen.



Det har længe været mig en gåde, at det forståelige hensyn som gælder overfor lejerne, hvis boliger er beskyttet ved lov mod store lejestigninger, ikke også gælder boligejerne. Et hjem er dog et hjem, og som boligejer har man købt sin bolig for at bo i den. Både grundskyld og ejendomsværdiskat betales af værdier, som ikke giver likvidt afkast. Det vil sige at man som boligejer skal ud og øge sine indtægter for at betale de stigende skatter. Konkret med ca. 7 % om året op gennem finanskrisen! Få har vist set lønstigninger i dét niveau. Det er ikke desto mindre den takt, hvormed ”markedsværdistigningerne” indfases i ejendomsskatten, der tydeligvis ikke er omfattet af noget skattestop. Snarere skattehop. Det har tvunget mange boligejere til et salg af en bolig, som de ellers helst havde beholdt.

Mange steder er der ikke et marked for grunde. Enten fordi der ingen ubebyggede grunde findes i området, eller fordi markedet gennem finanskrisen er gået i stå. Det hindrer imidlertid ikke SKAT i optimistisk at diktere stigninger i grundværdierne – skrivebordsarbejde, som ikke har dækning i virkeligheden. Aviserne bugner med absurde historier om opskruede værdier, som boligejerne ikke desto mindre beskattes af.

Det må laves om, så skatten frigøres fra fiktive markedsværdier. Hvis boliger og fast ejendom skal beskattes (hvilket kan diskuteres, men nok i et vist omfang), så skal skatten ned, stabiliseres og først betales, når der er genereret et likvidt overskud på ejendommen. Det konstateres ved salget, og skatten beregnes på grundlag af nettogevinsten ved salget, som det ses i Sverige, hvor man ikke beskatter ejendomme så hårdt som vi gør i DK. Så vidt vides med 7-9 % af nettoavancen. I Sverige har de ikke haft boligbobler, men har et velfungerende ejendomsmarked, så brandskatningen af boligejerne er et politisk valg i DK, snarere end en økonomisk naturlov.

Regeringen og især De Radikale vil øge boligbeskatningen, der ellers er fredet til 2020. Mantraet er, at man hellere vil lette skatten på arbejde. Det betyder omfordeling finansieret med boligskatter, hvor nogle så skal undgælde med deres hjem. Kun en blå Venstre-ledet regering kan stoppe dén udvikling.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information