120.000 besøgte tv-fredensborg.dk i 2017.

Mest læste: Glemt lige-ud-pil ved Nivå Havn set af 3.500.
Mest læste politiske historie: Partihoppere fra bl.a.  Liberal Alliance ca. 1.100 læste historien.
Interessekonflikter i Per Gyrum Skolens bestyrelse?
Per Gyrum Skolen. Foto: John Stæhr

Interessekonflikter i Per Gyrum Skolens bestyrelse?

Af:  Stephanie Haut, Humlebæk

Der har på det seneste været skriverier om, at privatskoler kan tillade sig at bortvise elever med dags varsel.
Det er derfor særligt vigtigt for eleverne, forældrene og demokratiet, at den valgte forældrebestyrelse er uvildig i forhold til skolens ledelse, ejere og ansatte. Ifølge friskoleloven varetages den overordnede ledelse af en privat grundskole af en bestyrelse. Bestyrelsen kan derfor ikke frasige sig ansvaret for alt udover økonomien, som ellers var det indtryk, jeg fik på forældrekredsmødet den 22.10.15 på Per Gyrum.

Skolebestyrelsen kan blive det eneste mulige talerør for en elev eller forælder, der måtte komme i modvind eller direkte karambolage med skolens personale / ledelse.

Det undrer og bekymrer mig derfor meget, at det ved forældrekredsmødet i oktober ikke blev forelagt de fremmødte forældre, at flere bestyrelsesmedlemmer, der genopstillede, er nært relateret til skolens ledelse. Formanden er skolelederens søster, næstformanden var med skolelederen til foretræde for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget for at købe Mariehøj 2 til oprettelse af skole i 2014 (altså før skolens start).

Det blev ydermere malerisk beskrevet, hvordan de genopstillede medlemmer af bestyrelsen var blevet valgt ved et møde i 0. klasse allerede ved deres start i maj 2015. Men ingen forældre, jeg har talt med, med børn i 0. klasse har kendskab til et sådant møde, og der foreligger intet offentliggjort referat heraf. Til gengæld er der på skolens hjemmeside de underskrevne vedtægter. Underskrevet den 8. januar 2015 af de selvsamme mennesker, som genopstillede i oktober. Inkl. den person som ved forældrekredsmødet i oktober blev præsenteret som ønskværdigt 6. medlem af bestyrelsen – efter vedtægtsændringer.

I lovgivningen om friskoler og private grundskoler står, at forældrekredsen og bestyrelsen i fællesskab skal sikre, at en eller flere tilsynsførende varetager tilsyn. Udover, at det påhviler forældrene til børn i en privatskole at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed.
Men der var intet om tilsyn på dagsorden for forældrekredsmødet i oktober, og forældrene har således ikke været deltagende. På mødet blev Tilsyn eller hvem der skal føre Tilsyn slet ikke nævnt. Og Tilsyn fremgår ej heller af skolens hjemmeside.

Det er således med stor skepsis for demokratiets virke og i særdeleshed børns tarv, at min oplevelse er, at magten på skolen er topstyret af få og i mine øjne ej uvildige personer.

Læs svaret fra Per Gyrum Skolens bestyrelse.

Yderligere information

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information