Borgmesteren: Juletræsballaden i Egedalsvænge skader hele Kokkedal

Kære bestyrelsesmedlemmer

I en uges tid har den samlede presse i Danmark sendt nyhedsreportere og sendevogne til Egedalsvænge. Man kan roligt sige, at Kokkedal er kommet på landkortet. Desværre har det ikke været for de mange gode og positive historier. Sagen om bestyrelsen som ikke ønskede at støtte et juletræ i bebyggelsen har skabt frustrationer og diskussioner - ikke bare i lokalsamfundet - men også i Folketinget og ude omkring i landet.  

Balladen om juletræet i Egedalsvænge er desværre dårlig nyt for hele Kokkedal. Bysamfundets omdømme er blevet hårdt ramt og lider skade af den meget negative presseomtale. Fra kommunens side har det været et langt sejt træk at få skabt nogenlunde ro og stabilitet i området. Det skal ikke ødelægges nu.

Vi politikere har sammen med vores dygtige medarbejdere gjort rigtig meget for at støtte Kokkedal - og ikke mindst beboerne i Egedalsvænge. Den boligsociale helhedsplan Kokkedal på Vej har kørt i flere år, vi har for snart et år siden åbnet en ungdomsklub samt et cafebibliotek på Kokkedal Skole. Endvidere etableres der snart en multilegeplads foran Egedalshallen, og boligforeningen er så småt gået i gang med en renovering på godt 300 millioner kroner som gerne skulle blive en del af Danmarks største klimatilpasningsprojekt. Altså der sker rigtig meget positivt i Kokkedal.

Kokkedal skal være et godt og trygt sted at bo. Når kommunen og andre derfor har investeret så mange penge og kræfter i Kokkedal, så er det fordi, vi mener det. Bag de mange initiativer er der en oprigtig politisk vilje, og det må en diskussion om et juletræ ikke ødelægge. En diskussion som måske virker harmløs, men som har berørt mange menneskers følelser og værdier i det danske samfund.

Jeg respekterer 100 procent beboerdemokratiet. Men som borgmester for hele Fredensborg Kommune vil jeg gerne opfordre bestyrelsen til at genoverveje sin beslutning, så der kan komme et andet og bedre fokus på Kokkedal og det naturskønne område, som Egedalsvænge ligger i.

Jeg føler mig overbevist om, at bestyrelsen med sin beslutning om ikke at støtte opsætning af juletræet i år ikke havde forudset de reaktioner og den presseomtale, som beslutningen har fået. Den form for presseomtale er hverken i bestyrelsens eller i beboernes interesse.

Endelig må jeg opfordre bestyrelsen til at tage skarpt afstand fra søndagens hærværk af TV2’s sendevogn. I Danmark er der ytringsfrihed, og pressen skal frit kunne udføre sit arbejde. Det er en vigtig grundpille i det danske demokrati, som vi alle må sætte pris på. Ligesom det er en vigtig grundpille i beboerdemokratiet, at lovlig valgte bestyrelsesmedlemmer ikke skal føle sig utrygge på grund af deres holdninger.

Det ligger mig meget på sinde at have et godt og tillidsfuldt samarbejde med kommunens mange beboerbestyrelser. De halvårlige møder som vi har, bidrager til dette.

Jeg stiller mig derfor gerne til rådighed, såfremt bestyrelsen måtte ønske det i forbindelse med sagen.

Med venlig hilsen

Thomas Lykke Pedersen

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information