• Udskriv

2014: Gebyrfrit år?

Af: Thomas von Jessen, byrådsmedlem (C)

Socialdemokratiet har i forlængelse af, at De Konservative stemte nej til salget af Hegelsminde til almene boliger, helt urimeligt påstået, at De Konservative er imod almene boliger. Den påstand er helt ude i hampen. En almen bolig er en fornuftig løsning på mange menneskers boligbehov, da den giver store frihedsgrader. Men vi synes, at kommunen med over 30% almene boliger ikke kan rumme flere. Tilmed står der tomme almene boliger enkelte steder i kommunen. Salget af Hegelsminde er et paniksalg til lavestbydende, bare fordi der er krise. Vi burde have gemt til bedre tider. Nu går vi glip af muligheder.

Når vi har for mange almene boliger, er det for os helt tosset, at vi skal have flere.

For os bør der være en bedre balance mellem boligtyperne. Flere ejerboliger og andelsboliger ville genoprette balancen, sådan som vi ser det. Vi synes, at det går for trægt med salget af de mange byggegrunde i kommunen til boliger, der længe har været byggeklar med lokalplaner. Det skyldes først og fremmest krisen. Men Kommunen kunne også gøre noget for at få gang i det private boligbyggeri. Det har vi så hårdt brug for. De Konservative vil til næste budgetforlig foreslå, at 2014 bliver et helt gebyrfrit år i byggesagsbehandlingen af opførelse af ejer- og andelsboliger. Renten er lav, og med dette ekstra incitament håber vi at skabe mere byggeaktivitet af private boliger. Familierne efterspørger let adgang og god transport til og fra arbejdet for mor og far og trivsel og læring for børnene i hverdagen. Fritiden er til natur, idræt og kultur. Netop alt dette kendetegner Fredensborg Kommune.

De Konservative er partiet for den enkelte, den selvstændige og for familien mod et for stort statsligt og kommunalt bureaukrati. Derfor tror vi på, at et gebyrfrit år i byggesagsbehandlingen vil være den lettelse, der får mange familier i gang med at bygge nyt hos os.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information