Fredensborg by behøver en overordnet plan.

Jeg er enig med byrådsmedlem Carsten Nielsen (S) om, at vi og det øvrige flertal i Plan- og Klimaudvalget nok var lidt hurtige til at afvise forslaget til ny anvendelse af Store Kro og den store have.
I SF er vi dog stadig meget skeptiske overfor forslaget – af to grunde; den ene er usikkerheden om, hvorvidt et antal huse af denne karakter overhovedet vil kunne sælges med det store antal usolgte boliger og grunde, der er og vil komme på markedet i den kommende tid. Den anden er vores tvivl om, at der overhovedet kan drives ”kro”-virksomhed i den historiske bygning. Man kan lægge en lokalplan ned over bygningen, der påbyder sådan virksomhed, men man ikke tvinge nogen til at bruge deres penge og liv på at gøre det, hvis det ikke kan svare sig.
Måske er der andre muligheder. Nogle har hvisket, at en bebyggelse med kollektive funktioner ligesom i Fredensborghusene måske kunne sikre en restaurantdrift med gæsteværelser tilknyttet. Måske er det en idé, der kunne interessere investorer?


SF gik til valg med et ønske om trafikforbedringer. Nu ser det ud til, at der kommer en løsning på den kollektive transport til og fra Fredensborg station med en ringbuslinje gennem bl.a. Sørup og Endrup. Med hensyn til vejtrafikken er der til gengæld stigende problemer: trafikken gennem byen ad Helsingørsvej pakker mere og mere til, og lysreguleringen i forbindelse med det nye center har gjort generne for de omkringboende endnu større. Krydset ved Kratbjerg er håbløst og livsfarligt i myldretiderne, og Endrupvej er stadig en skandale.

Hvis man taler lidt med folk, der interesserer sig for Fredensborg bys udvikling i de kommende år, bliver man hurtigt klar over, at der er mange, der har en klar forhåbning og forventning om, at byrådet tager fat på en mere overordnet plan for Fredensborg by som en helhed.

SF vil i Plan- og Klimaudvalget stille forslag om, at byrådet overvejer en idékonkurrence om de mange udestående spørgsmål. I det mindste bør byrådet medvirke til at gennemføre en eller anden form for borgerinddragelse, der kan skabe klarhed over, hvordan byens borgere forestiller sig en fremtidig udvikling af deres by.

En idékonkurrence og/eller borgerinddragelse skulle inddrage spørgsmål som:

- udsigterne for detailhandlens fremtid i et så lille bysamfund som Fredensborg i konkurrence med centre i nabokommuner og København

- hvilke former for erhverv, det er realistisk at satse på i konkurrence med Hillerød og København

- planlægning for en række områder, herunder Store Kro, posthuset, posthusgrunden, Alexandra House-grunden, Hegels Minde, gl. Asminderød skole.

- sammenknytningen af Centeret og Jernbanegade, herunder parkerings- og færdselsmuligheder i og omkring Jernbanegade

- en rimelig fordeling af almen og private boligområder med tilbud til såvel ressourcestærke skatteborgere, fremtidsrettede børnefamilier og familier og enlige udenfor arbejdsmarkedet.

- S-tog til Fredensborg som en realistisk mulighed med de store udfordringer for bybilledet, det vil medføre.

Ole Bergmann
byrådsmedlem (SF)
næstformand i Plan- og Klimaudvlaget

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information