Borgmesterens Nytårsudtalelse:

Vi vil være en endnu bedre kommune.

borgmester Thomas Lykke Pedersen (A)Af borgmester Thomas Lykke Pedersen (A)


Julen og nytåret er for de fleste mennesker et frirum med mulighed for afslapning, opladning og refleksion i selskab med familien. Når sangene er sunget, gaverne åbnet og julemaden er fordøjet, er det naturligt både at se tilbage på året, der er gået – og se frem på de forventninger, vi har til året, der kommer.

2014 har været et år, vi kan være tilfredse med i Fredensborg Kommune. Og vores borgere ser ud til at være grundlæggende enige. I hvert fald kom der her i slutningen af året resultatet af to interessante brugerundersøgelser. Både på områderne for skoler og dagtilbud – samt på ældreområdet – viste undersøgelserne, at brugerne generelt var tilfredse med kvalitet og service. Særligt hjemmeplejen fik topkarakterer, og brugerne her er blandt de mest tilfredse på hele Sjælland. Det er altså flot, og derfor er det på sin plads at takke kommunens medarbejdere i disse områder.

Når jeg ser fremad mod det nye år, er det med en god del optimisme og med et begrundet håb om, at vi – sammen med borgerne - kan gøre kommunen endnu mere attraktiv end i dag.  
Erhvervsservice og iværksættermiljø.

Det forgangne år har været præget af mange vigtige og spændende sager. Det nye byråd var knap nok kommet i arbejdstøjet, før der var enighed om, at vi skulle styrke erhvervsindsatsen og gøre det lettere at drive virksomhed i kommunen.

Vi startede med at åbne Erhvervsservice, hvor virksomhederne har én og kun én indgang til kommunen – og hvor sagsbehandlingen skal være både hurtigere, mere effektiv og mere smidig. Siden har vi også forbedret dialogen med virksomhederne, afholdt en succesfuld erhvervskonference og forbedret rammevilkårene.

Vi kommer til at åbne – og understøtte – et helt nyt iværksættermiljø, hvor nye, kreative og opfindsomme erhvervsdrivende kan starte forretning op i gunstige omgivelser og med hjælp fra kommunen. Det nye iværksættermiljø skal ligge i området ved Rådhuset og bydelscenteret i Kokkedal – og bliver koblet sammen med et helt nyt energicenter, der skal rådgive borgere og virksomheder. Håbet er, at det ene vil understøtte det andet – og omvendt.

En del af initiativerne på erhvervsområdet lod sig blandt andet gøre takket være et fornuftigt budgetforlig med fokus på en sund økonomi, borgernære hensyn og udvikling af kommunen. Med budgettet nedsætter vi dækningsafgiften, afskaffer byggesagsgebyrer og gennemfører en massiv nedbringelse af kommunens gæld – og deraf en konsolidering af den samlede økonomi.
Tak til alle på skolerne.

For mange vil året 2014 dog blive husket for noget helt andet – nemlig en hverdag med den nye skoleform. På alle kommunens skoler havde lærere og ledelse arbejdet knaldhårdt på at forberede reformen, så de kunne være klar til skolestart i august. Selv om alt ikke fungerer optimalt endnu, så synes jeg, at vi må konstatere, at vores skoler endnu engang har udmærket sig ved at være på forkant med udviklingen. Gennem Skolen i Virkeligheden har vi da de sidste par år været godt forberedt på den nye virkelighed. Men store omvæltninger og forandringer kan kun gennemføres succesfuldt med god ledelse og dedikerede og engagerede lærere. Jeg synes, vi har begge dele i vores kommune – og jeg vil gerne sende skolerne som helhed en helt særlig tak for det store arbejde, de har udført indtil videre med reformen.

En ny strategi i samspil med borgerne
Som nævnt i starten bliver det nye år et år med fokus på, hvordan vi kan gøre kommunen endnu mere attraktiv for både nye tilflyttere og for os, der bor her i forvejen. Det er en opgave, som vi ikke er ene om blandt Nordsjællands kommuner. Alle kommuner ønsker at blive mere attraktive – og tiltrække nye borgere. Så hvordan gør vi det anderledes og på en måde, så det afspejler sig i vores prioriteringer og vores omdømme. Og så det kommer til at gøre en forskel. Det spørgsmål har vi arbejdet med et stykke tid i Byrådet, og resultatet ligger nu klar ny i form af et udkast til Byrådets strategi: Fremtidens Fredensborg Kommune – en attraktiv kommune midt i mulighederne.

Fredensborg Kommune er i dag et attraktivt sted at leve og bo med unikke og forskelligartede bysamfund og landområder. Det skal vi udnytte i vores strategi, men inden vi kaster os ud i de langsigtede initiativer, så er det vigtigt at høre, hvad borgerne mener. Derfor skal det tages alvorligt, når jeg siger, at der er tale om et udkast. Den endelige strategi bliver først færdig, når borgere, medarbejdere og virksomheder i de fire bysamfund og landområderne er blevet hørt og selv er kommet på banen. Derfor kommer der en massiv borgerinddragelse gennem det kommende forår. Det er en proces, jeg glæder mig meget til – og som jeg vil opfordre alle til at tage aktiv del i. Byrådet har brug for jeres opbakning, inden vi sætter endelig retning på skibet.
Idrætscenter på vej i Humlebæk

I det nye år kan vi se frem til forbedrede fritids- og idrætsfaciliteter i hele kommunen.  Til efteråret skal vi åbne det nye Humlebæk Idrætscenter. Det bliver opført i forlængelse af den nuværende Langebjerghal, og I kan godt begynde at glæde jer. Idrætscenteret er multifunktionelt i sin udformning og skal rumme både en hal med plads til gymnastik og hal med plads til tre tennisbaner og muligheden for at rulle en hel håndboldbane ud. Der er mange, der har svært ved at vente til efteråret 2015, hvor idrætscenteret står færdigt, men jeg er sikker på, at det bliver værd at vente på. Med det nye idrætscenter i Humlebæk får vi taget endnu et stor skridt i den rigtige retning. Det sammen kan siges om de kommende kunststofgræsbaner i Fredensborg og på Karsemosegård i Nivå. Og i Kokkedal kan vi se frem til Gymnastikkens Hus. Vi øger borgenes mulighed for aktivitet, sundhed og fællesskab. Og vi gør hele kommunen mere attraktiv.

Eksemplerne illustrerer meget godt, at fokus således er fast indstillet på at gøre kommunen mere attraktiv fremover. Og så har jeg slet ikke nævnt de nye Lind & Risør-huse, der er på vej ved Asminderød, den forhåbentlig kommende nationalpark og det nye Nordsjællands Brandvæsen, hvor vi fra nytår deler beredskab med Helsingør, Hørsholm, Rudersdal og Allerød kommuner.

Med disse ord ønsker jeg alle borgere i Fredensborg Kommune et godt nytår!

Yderligere information

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information