Regeringen forsinker frikommune forsøget

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har meddelt Fredensborg Kommune og de otte andre frikommuner, at den ventede frikommunelov bliver udskudt et halvt år med forventet virkning fra 1. juli 2012.

”Det er ærgerligt, at vores borgere nu skal vente et halvt år på at opleve de første effekter af forsøgene. Vi var ellers helt klar til allerede fra nytår at luge ud i unødvendige regler og bureaukrati, og vise helt nye kreative måder at gøre tingene på”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Fredensborg Kommune var ellers meget langt med det forberedende arbejde. Første ansøgning blev sendt af sted i sommer og byrådet forventes at godkende næste ansøgning på byrådsmødet mandag den 31. oktober.

”Nu får vi selvfølgelig lidt mere tid til at forberede det hele. Men vi vil også foretage en juridisk vurdering af de enkelte forsøg i dialog med Økonomi- og Indenrigsministeriet, for at se, om den eksisterende lovgivning alligevel giver os mulighed for at starte enkelte af forsøgene efter nytår”, siger kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen.

Årsagen til at frikommuneforsøget er forsinket, er folketingsvalget i september måned. Dermed forventes de forsøg som Fredensborg Kommune har ansøgt om, også at blive forsinket, da de er afhængige af vedtagelsen af frikommuneloven.

Fredensborg Kommune har indtil videre forberedt over 50 forsøg inden for områderne:
  • Innovation og forenkling i fremtidens ældrepleje og handicapservice
  • En klima- miljø- og energilovgivning af tiden
  • Fremtidens fleksible folkeskole
  • Flere i beskæftigelse
  • Modernisering af den politiske struktur
  • Ingen unødige regler
  • Digital borgerbetjening hele livet

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information