Myndighederne strammer reglerne for vandscootere


Vandscooter ud for Nivå Havn. Arkivbillede. Foto: John Stæhr

For at styrke sikkerheden til søs ved sejlads med vandscootere, jetski, speedbåde og lignende, sættes der nu ind med en række nye initiativer.


De nye initiativer skal forebygge ulykker på vandet blandt andet ved at sikre, at dem der sejler på vandscooter, har de nødvendige færdigheder og kender de gældende regler. Samtidig skal de nye initiativer gøre det lettere at identificere vandscootere og deres ejere samt at placere ansvar og gribe ind, når reglerne ikke følges og andre bringes i fare.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Det er vigtigt, at alle skal kunne færdes trygt og sikkert i det danske farvand og i vores havne. Her er det naturligvis afgørende, at alle der sejler – også dem der sejler på vandscooter – har de nødvendige færdigheder, kender de gældende regler og er opmærksomme på de risici, der er forbundet med at sejle med høj fart. For nyligt så vi desværre, at det ikke altid er tilfældet."

"Derfor er jeg glad for, at vi nu kan stramme op ved blandt andet at indføre et særligt kørekort til vandscootere. Samtidigt undersøger vi mulighederne for at indføre en obligatorisk forsikring for vandscootere, som både gør det nemmere at placere ansvar og få erstatning ved skadesager, og som skaber bedre muligheder for at identificere vandscootere og deres ejere."

"Sammen med justitsministeren vil vi endvidere overveje muligheden for konfiskation af vandscootere på grund af vanvidssejlads eller ved gentagne tilfælde af lovovertrædelser, ligesom vi giver reglerne om frakendelse af kørekort til søs et servicetjek.”

Det drejer sig om følgende initiativer:
  • Pr. 1. januar 2018 indfører Søfartsstyrelsen et vandscooterkørekort med særlige kvalifikationskrav, som blandt andet betyder, at man ved en praktisk prøve skal bevise, at man er i stand til at sejle en vandscooter på forsvarlig vis.
  • I indeværende sejlersæson gennemfører Søsportens Sikkerhedsråd, i samarbejde med Søfartsstyrelsen, en informationskampagne med særlig fokus på vandscootere og speedbåde, som sejler i havneområder og andre områder, hvor der også færdes andre.
  • Sammen med forsikringsbranchen drøftes mulighederne for en model for indførelse af en obligatorisk ansvarsforsikring for vandscootere, som gør det let at placere ansvar og kræve erstatning, og som gør det lettere at identificere vandscootere og deres ejere.
  •  Sammen med Justitsministeriet undersøges mulighederne for konfiskation af vandscootere, når der er sejlet uforsvarligt. Samtidigt foretages et servicetjek af mulighederne for at frakende sejlerbevis/kørekort, så der kan gribes ind i tilstrækkelig grad over for vanvidssejlads.


Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information