- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Onsdag, 18 oktober 2017 09:00
Halloween på Nivaagaards Malerisamling
Lørdag den 28. oktoberKl. 12 til 15 kan du skære din egen græskarlygte, og kl. 18-20 er der ’Nat på museet’.
Foto: Pressebillede
Har du nogensinde været på et museum efter lukketid? I forbindelse med halloween lukker Nivaagaards Malerisamling gæster ind i museets mørke sale i de dystre aftentimer. ’Nat på museet’ foregår fra kl. 18-20, hvor der blandt andet er skattejagt i museets sale. Kl. 19.30 kommer spøgelset! Skuespilleren Henrik Koefoed går igen som Malerisamlingens grundlægger Johannes Hage, der levede for over 100 år siden.,
Spøgelset fortæller (u)hyggelige historier fra godsejerens tid på herregården. Herudover kan man klippe sig en halloween-maske, pynte sin egen cupcake eller mærke sig frem i de lukkede kasser med ulækre, hemmelige sager. Cafeen serverer aftensmad og snacks: græskarsuppe, spaghetti med blodsovs, pølse-mumier i svøb, kage og blodsaft.
Om dagen kl. 12-15 er der græskarlygteskæring, hvor museets kunstner Stine hjælper med inspiration og teknikker.
Medbring dit eget græskar eller køb et på museet for 15 kr.
Børn i alle aldre er velkomne, når Nivaagaards Malerisamling inviterer til festlig halloween-dag på museet.
Kom gerne udklædt. Gratis entre.