Vil du være nævning eller domsmand?    

Pressemeddelelse Fredensborg Kommune

Nævninger og domsmænd kaldes under ét for lægdommere og virker i perioder på fire år i forskellige straffesager. Du kan nu søge om at blive lægdommer i perioden 2020-2023.
 
Grundlisteudvalget i Fredensborg Kommune opfordrer nu kommunens borgere til at ansøge om at blive optaget på grundlisten. For at komme på listen skal du være mellem 18 og 76 år, være dansk statsborger og have adresse i kommunen.
 
Fra grundlisten udtrækkes de nævninge og domsmænd, som sammen med en eller flere juridiske dommere medvirker i en række straffesager.
 
"Vi håber, at rigtig mange borgere vil ansøge om at blive nævning eller domsmand, herunder også yngre personer og borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Sidste periode fik vi mange nye ansøgere ved at annoncere bredt, og den succes vil vi gerne gentage nu", siger formand for Grundlisteudvalget Ove Wraae Pedersen. 

Grundlisteudvalget skal i alt vælge 136 borgere til grundlisten og sikre, at grundlisten udgør et alsidigt og repræsentativt sammensat udsnit af kommunens befolkning. Grundlisten bliver sendt til Østre Landsrets præsident inden 1. april 2019, hvorefter landsretten ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på kommunernes grundlister, udtager det antal personer, der skal virke som nævninger og domsmænd fra 1. januar 2020 og fire år frem. 

Det er et borgerligt ombud at være lægdommer, hvilket betyder man er forpligtet til at møde op til de cirka fire retssager, som en lægdommer bliver indkaldt til årligt. Lægdommere får 1.100 kr. (2018) pr. dag man er indkaldt.
 
Gå ind på Fredensborg Kommunes hjemmeside www.fredensborg.dk/grundliste hvor du kan finde yderligere oplysninger om de krav, som man skal leve op til, for at kunne blive nævning og domsmand, og en ansøgningsblanket.
 
Ansøgningsblanketten udfyldes og sendes via hjemmesiden til Grundlisteudvalget.

Ansøgningsfristen er fredag den 14. december 2018.

Yderligere information

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information