Forfatteraften med Merete Pryds Helle i Kokkedal


Merete Pryds Helle kommer til Kokkedal den 14. maj. Foto: Pressebillede.

Kulturudvalget inviterer alle interesserede borgere i Fredensborg Kommune til forfatteraften med Merete Pryds Helle den 14. maj kl. 19-21 i Egedal Byens Hus i Kokkedal.

For tredje år i træk sætter Kulturudvalget specielt fokus på litteratur i Fredensborg Kommune ved igen at invitere til foredrag med anerkendte, danske kvalitetsforfattere. Det sker ved tre forfatteraftener i løbet af året.

Årets forfatteraftener skydes i gang med Merete Pryds Helle, der vil fortælle om sin seneste roman ”Vi kunne alt”. Merete Pryds Helle fik sit helt store folkelige gennembrud med romanen ”Folkets Skønhed”, som er skrevet med inspiration fra hendes egen families historie.

Siden er kommet ”Vi kunne alt”, der er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed. Den foregår i 1970’ernes Værløse hos en familie og beskriver livet i en familie, der har sit at kæmpe med i form af både sygdom og alkoholisme. Arrangementet koster 50 kr., og foregår I Egedal Byens Hus i Kokkedal tirsdag den 14. maj kl. 19-21.

Senere på året kan borgerne glæde sig til endnu to forfatterarrangementer fra Kulturudvalget, når krimiforfatteren Jesper Stein gæster Fredensborg Gl. Bio den 28. august, og Morten Pape gæster Nivå Bibliotek den 22. oktober.

”I Kulturudvalget er vi glade for endnu engang at byde borgerne velkomne til en spændende oplevelse med tre danske kvalitetsforfattere”, siger Ulla Hardy-Hansen, der er formand for Kulturudvalget, og fortætter:

”Med forfatteraftenerne har vi skabt en god tradition for, at borgerne i Fredensborg Kommune kan møde betydende danske forfattere, der på hver deres måde bidrager til det danske litterære landskab og som samtidig har skabt store læserskarer”.

Arrangementerne koster 50 kr., og billetter kan købes via Fredensborg Bibliotekerne. Læs mere om arrangementerne og hvordan du tilmelder dig på: www.fredensborg.dk/forfatteraftener

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information