- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Fredag, 13 januar 2012 16:29
- Skrevet af Pressemeddelelse
Hanne Vibeke Holst til Fredensborg Bibliotek

Det er lidt af en scoop, der venter de heldige tilhørere den første dag i februar, når Hanne Vibeke Holst indtager den store mødesal på Fredensborg Bibliotek. Som en af Danmarks mest læste, mest roste og mest prisbelønnede forfattere i de seneste 10 år bliver det ikke meget større, når det gælder forfatterforedrag.
100 reserveringer
Hanne Vibeke Holst er kendt for adskillige storsælgende romaner. Hvem har ikke læst – eller hørt om – ”Dronningeofret”, ”Kronprinsessen” og senest ”Undskyldningen”, som har været oppe og runde de 100 reserveringer i Fredensborg Bibliotekernes samling? Den 52-årige forfatter har desuden modtaget adskillige fornemme litteraturpriser. Senest Læsernes Bogpris i 2009.
Foredraget den 1. februar vil ikke mindst handle om netop ”Undskyldningen”, men Hanne Vibeke Holst kommer også ind på andre dele af sit forfatterskab. Man gør dog klogt i ikke at tøve for længe med at købe billet, da biblioteket forventer stor efterspørgsel. Prisen for billetter er 75 kr. pr. stk, og de kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på selve biblioteket.