Ventetid til plejeboliger vokser

De ældre lever længere

Borgere der bor i plejebolig i Fredensborg Kommune bliver i gennemsnit boende i boligen i længere tid end forventet. Det betyder, at ventetiden på en plejebolig i kommunen vinteren over er steget, så den overstiger de to måneder, der gælder i plejeboliggarantien. Kommunen er i fuld gang med at finde en akut løsning og håbet er, at garantien kan opfyldes igen til maj.



”Selvom det er glædeligt, at vores borgere i plejeboliger lever længere end forventet, har det givet os en akut udfordring i forhold til at leve op til ventetidsgarantien. Vi arbejder på højtryk, for at hjælpe de borgere, der har ventet længe, og jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes kommunen at skaffe ekstra pladser andre steder, så vi hurtigt kan opfylde garantien om en ventetid, der er kortere end to måneder”, siger Hans Nissen formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Ventetidsgarantien på to måneder omfatter de borgere, der søger bredt blandt alle kommunens seks plejecentre. Der er i øjeblikket 29 borgere på venteliste til en plejebolig i Fredensborg Kommune. Af dem er de 21 borgere fra kommunen og fire af dem har ventet længere end to måneder.

Vil købe plads i nabokommuner
Til at løse problemet her og nu arbejder Fredensborg Kommune i øjeblikket på at indgå en aftale med en eller flere af nabokommunerne om køb af midlertidige pladser til aflastningsophold, således at ventetidsgarantien kan blive opfyldt igen til maj.

På længere sigt er planen, at udvidelsen af plejecentret Lystholm i Fredensborg fra 32 til 64 pladser vil sikre, at ventetidsgarantien igen vil kunne opfyldes uden køb af hjælp i nabokommunerne.

Udvidelsen af Plejecenter Lystholm forventes færdig i januar 2013.
Social- og Sundhedsudvalget orienteres om udviklingen i ventetiderne på plejeboliger ved næste udvalgsmøde på mandag den 5. marts.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information