- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 05 marts 2013 14:41
- Skrevet af Pressemeddelelse
Påskebord, dæk dig!
Kyllinger, påskeharer og æggepustning hører sig påsken til. Torsdag den 21. marts er der mulighed for at gøre klar til det helt store påskebord, når Nivå Bibliotek og Medborgercenter holder påskeværksted.Hvordan filter man en påskekylling? Og hvordan er det nu en påskehare ser ud? Det har man muligheden for at finde ud af torsdag d. 21. marts. Her holder Nivå Bibliotek og Medborgercenter stort påskeværksted for børn og barnlige sjæle.
Værkstedet starter klokken 14, og i de efterfølgende fire timer er der frit slag til at klippe, klistre, skære, male og folde så mange smukke påsketing til påskebordet som muligt. – Og så er der selvfølgelig også hjælp at hente til at klippe kunstfærdige gækkebreve ud og forfatte et sjovt gæk til mormor og morfar.
Arrangementet er gratis og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Børn under 7 år skal dog være i følgeskab med en voksen.