- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 27 marts 2014 07:00
Indvielse af nyt Find vej koncept i Knurrenborg Vang den 5. april!
Der bliver sjove aktiviteter for hele familien når Gang i Fredensborg indvier det nye Find vej koncept i Knurrenborg Vang lørdag den 5. april kl. 11.00.En skovsprintbane stilles op, der bliver skøre lege og dyster i Glenten Motions- og Legerum, og så bliver der selvfølgelig mulighed for at prøve at finde posterne i det nye Find vej koncept som er årsagen til festlighederne!
Foto: Fredensborg Kommune
Find vej i Knurrenborg Vang er en lettilgængelig udgave af orienteringssporten, og gennemføres med støtte fra Dansk Orienterings-Forbund og Nordea-fonden. På et kort over skoven er der markeret tretten poster hvortil der hører en lille fortælling fra skovens historie. Der er desuden taget et foto ved hver post og kunsten er, at genfinde motivet fra billedet i virkeligheden. Det hele findes i en folder som du får udleveret på dagen.
Fortællinger på smartphone
Det kræver ikke teknisk udstyr at deltage, men hvis du har en smartphone er der en ekstra feature at komme efter – alle tretten historier er nemlig fornemt levendegjort af en fortæller, der med lydbilleder i baggrunden, sætter os tilbage til den tid hvor historierne foregik.
En app kombinerer lydfilerne med et GPS-koordinat, så din smartphone automatisk afspiller fortællingen når du finder posten. Appen er gratis og kan hentes på Google Play til Android telefoner og på App Store til iPhones. Søg på 'Knurrenborg'. Vi anbefaler at man downloader appen hjemmefra. Den indeholder lydfiler af høj kvalitet og fylder ca. 25 MB, så det kan godt tage et minuts tid at hente den ned.
Praktisk information
Tid: Lørdag den 5. april kl. 11.00,
Sted: Glenten Motions- og Legerum i skoven Knurrenborg Vang ved Fredensborg
Parkering: Der er p-pladser ved indgangen til skoven både når man kommer ind fra
Langstrupvej og når man kommer ind fra Kongevejen
Program
Kl. 11.00 Velkomst v/Per Frost Henriksen formand for Fredensborg Kommunes Fritids- og Idrætsudvalg og Jens Bjerregaard Christensen, skovrider for Naturstyrelsen Nordsjælland.
Derefter starter aktiviteterne, som du kan prøve i den rækkefølge du har lyst:
Ta’ ud på en SJOV FOTOJAGT efter posterne. Kan du genfinde det samme motiv fra billedet i virkeligheden?
- CHIP’N RUN – prøv sprintbanen – hvor hurtigt kan du løbe?
- Deltag i SKØRE LEGE OG DYSTER med hele familien i motions- og legerummet
Find vej dagen - hvert år i april
Det er ikke kun i Fredensborg at der foregår noget i skoven den dag. Tusindvis af danskere tager på jagt efter poster i det fri lørdag den 5. april. Find vej i Knurrenborg Vang indvies på Find vej dagen, hvor store og små kan få en gratis natur- og motionsoplevelse hele 43 steder fordelt over det ganske land. Du finder en samlet oversigt over dagens arrangementer på www.findvejdagen.dk
Find vej Dagen udspringer af natur- og motionskonceptet Find vej i Danmark, som består af over 200 grønne motionsfaciliteter fordelt over hele landet. Man henter orienteringskort fra siden www.findveji.dk og tager derefter på jagt efter poster i ens nærområde.