November byder på to forfatterforedrag i Humlebæk og Nivå

Krimiforfatteren Steen Harvig og den lokale debutantforfatter Klaus Scharbau kommer i slutningen af november til henholdsvis Humlebæk Bibliotek og Nivå Bibliotek for at fortælle om deres bøger.

Mens mange krimifans nok har hørt om Steen Harvig, er det begrænset hvor mange boglæsere, som har stiftet bekendtskab med den i Nivå bosiddende forfatter Klaus Scharbau.

Det kan man lave om på den 28. november klokken 15.30, hvor Klaus Scharbau stiller op på Nivå Bibliotek og Medborgercenter for at fortælle om sin debutroman ”Den eneste udvej”, som udkom tidligere i år på forlaget Siesta.

Bogen handler om Frank, som lever et dobbeltliv, er blottet for empati og ikke formår at indgå i nogen form for sociale samspil. Samtidig udvikler han en udpræget jeg-identitet i stedet for den vi-identitet, han gennem barndommen var præget af i forholdet til tvillingebroren.

Alt dette kan man høre mere om til foredraget, som koster 25 kroner i entré, og som vil vare cirka halvanden time.

Besat, bedrag og begær
Allerede tre dage forinden, den 25. november, kan man på Humlebæk Bibliotek opleve krimiforfatteren Steen Harvig fortælle om sit efterhånden store forfatterskab. Han debuterede allerede i 1974, men først i 1988 kom den første krimi, ”Slutspil med blind makker”, der vandt Det Danske Kriminalakademis debutantpris.

Siden har han skrevet ni krimier med kortfattede titler som ”Besat”, ”Bedrag” og ”Begær”, ofte med politiassistent Morten Krag i hovedrollen.

Foredraget med Steen Harvig starter klokken 14.30, og adgangen er gratis. For begge foredrags vedkommende gælder, at billetter kan hentes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på biblioteket. Dog kan man ikke købe billet til Klaus Scharbau på Kokkedal Cafébibliotek.

Yderligere information

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information