Enighed om Nationalpark Kongernes Nordsjælland


Esrum Sø.  Foto: Fredensborg Kommune

Fem nordsjællandske kommuner overrækker i dag, fredag den 12. december,deres forslag til udformningen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland til miljøminister Kirsten Brosbøl. Hvis nationalparken får det sidste nik fra forligspartierne, så kan Kongernes Nordsjælland skabe økonomisk vækst, arbejdspladser og øget turisme til hele Nordsjælland.

Nationalparken Kongernes Nordsjælland rykker i dag et skridt nærmere virkeliggørelse. Efter flere års arbejde har kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød nu opnået den nødvendige opbakning til projektet fra lokale organisationer og private grundejere. Hvis ministeren og forligskredsen godkender forslaget, kan Kongernes Nordsjælland dermed blive Danmarks femte nationalpark. Samtidig vil det blive den eneste nationalpark, som bygger på et princip om frivillighed fra alle landmænd og store lodsejere, som har haft mulighed for at vælge nationalparken til eller fra.
 
Nationalpark Kongernes Nordsjælland vil bestå af et stort sammenhængende bælte på tværs af Nordsjælland, hvor de store statsejede og kommunale naturområder forbindes gennem private områder. Nationalparken vil forbinde kystlandskaber, åbne landbrugsarealer, søer og skove. Parken vil som den eneste nationalpark i Danmark rumme tre slotte og derudover et hav af herregårde, klostre og andre kulturhistoriske seværdigheder med international attraktionsværdi.

”Det nye forslag til Nationalpark Kongernes Nordsjælland har alle muligheder for at blive en gevinst for hele regionen. Udover at styrke naturen, kulturen og de rekreative værdier, så tror jeg, at parken vil betyde nye muligheder for økonomisk vækst, nye arbejdspladser og flere turister til Nordsjælland. Og det vil også smitte af på os i Fredensborg Kommune – ikke mindst hos de private lodsejere, landmænd eller forretningsdrivende, der er med i parken – og som får mulighed for at brande sig på at producere eller ligge i en nationalpark”, siger Thomas Lykke Pedersen, borgmester i Fredensborg Kommune.

Frivillighed giver lokal opbakning
De private lodsejere, som ejer jord mellem de statslige og kommunale skove, søer og naturarealer, har indgået i samarbejdet på frivillig basis. Det vil sige, at alle de store lodsejere og landmænd undervejs i processen er blevet spurgt om, hvorvidt de vil være en del af Nationalparken.
Mange lodsejere og landmænd har set fordelene ved at gå ind i samarbejdet. Som en del af nationalparken vil de kunne markedsføre deres produkter med Nationalparkens brand, hvilket erfaringsmæssigt medfører øget salg, mulighed for nye produkter og højere markedsværdi.
Kommunerne har efterkommet de resterende lodsejeres ønske om at forblive uden for nationalparkens areal.
 
”Erfaringer fra de andre nationalparker viser, at vi er mange fra forskellige brancher, der kan få stor gavn af at være en del af nationalparkens brand. Jeg kan som fødevareproducent skabe et stærkere brand ved at markedsføre mine produkter med nationalparkens brand.
Men mange andre brancher som restaurationer, overnatningssteder, landbrug og seværdigheder kan også drage fordel af, at være en del af nationalsparjens brand”, siger Jette Haugaard, der er ejer af Garbolund, der producerer vin.

Turisme og erhverv til glæde for lokale og besøgende
Erfaringsmæssigt medfører titlen som nationalpark en større interesse fra indenlandsk og international turisme, men også lokalområdet får en gevinst ved at bo og bevæge sig i nationalparken. For eksempel vil det være oplagt med initiativer, der gør det lettere for
borgere og besøgende at komme tættere på og opleve områdets specielle dyre- og planteliv. Nationalparken indeholder blandt andet højmose, bævere og ørne.

Der kan også arbejdes med bedre muligheder for friluftsaktiviteter og eksempelvis cykelturisme - alt sammen noget der skaber et større kundegrundlag for de lokale producenter, serviceudbydere og overnatningssteder.

”Der er ingen tvivl om, at den officielle anerkendelse af nationalparken og de tiltag, der følger, er med til at placere Kongernes Nordsjælland på verdenskortet. Nationalparken kan i den grad sikre vores destination fornyet interesse, flere jobs, fremadrettet vækst  samt tiltrække nye turismesegmenter, der ellers ikke ville være kommet til Nordsjælland. Tidligere har vi ikke været gode nok til at fremhæve de fordele Nordsjælland har fået forærende fra naturens side. Vi skal genopdage natur- og kulturhistorien. Derfor er det meget visionært af de fem borgmestre at ville sikre et så vigtigt fælles projekt som nationalparken”, siger Annette Sørensen, direktør, VisitNordsjælland.

Fakta:
  • Nationalparken Kongernes Nordsjælland har en enestående landskabelig variation formet af istidens gletsjere.
  • Nationalparken vil forbinde de store statsejede arealer Esrum Sø, Gribskov, Store Dyrehave, Tisvilde Hegn og Arresø.
  • Nationalparken vil indeholde store kulturhistoriske seværdigheder som Kronborg, Frederiksborg slot, Fredensborg slot, Esrum Kloster, Gjethuset og Gurre Slotsruin.
  • I Helsingør Kommune og Gribskov Kommune har rådgivningsvirksomheden COWI blandt andet beregnet de økonomiske og samfundsmæssige gevinster ved Nationalparken. I de to kommuner vil parken kunne skabe 58 nye jobs fra blandt andet øget turismeomsætning samt mindst 31 millioner kroner i ny årlig meromsætning i turismen.
  • Nationalparkens område dækker over i alt 24.594 ha fordelt på:
  • -    Statslige arealer 21.368 ha        
  • -    Private arealer med tilsagn 1.519 ha        
  • -    Kommunale arealer 814 ha        
  • -    Bysamfund og sommerhusområder 894 ha   
  • Nationalpark Kongernes Nordsjælland bygger på et samarbejde mellem Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød kommuner.
  • Øvrige samarbejdspartnere er Naturstyrelsen, Nordsjællands Landboforening, Frederiksborg Amts Familielandbrug og Kongernes Nordsjællands Natur- og Lodsejerlaug.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information