Børnehavebørn åbner vandlegeplads i Kokkedal

En flok glade børnehavebørn var mandag d. 15. december med til at åbne den nye vandlegeplads ved Børnehusene Kokkedals ”Grønne Værksted”.

En flok glade børnehavebørn var mandag d. 15. december med til at åbne den nye vandlegeplads ved Børnehusene Kokkedals ”Grønne Værksted”.
Foto: Fredensborg Kommune

Vandlegepladsen er skabt ved at bruge institutionsområdets regnvand, så det indgår som et legeelement i Børnehavernes grønne værksted – frem for blot at blive ledt i kloakkerne. Vandet løber i flotte ”guldgraverkanaler” med indbygget skot, vandfald, damme og aftapningsmuligheder, inden det ender i en lille lavning, hvorfra det langsomt kan sive til åen.

Vandlegepladsen er en del af Klimatilpasning Kokkedal, hvor man over de kommende tre år vil ændre den traditionelle regnvandshåndtering i en hel bydel samtidig med at man skaber nye byrum, opholds- og aktivitetsmuligheder.

I forbindelse med indvielse af vandlegepladsen sagde Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune bl.a.:

”Jeg er rigtig glad for, at vi med Vandlegepladsen kan give et eksempel på, hvordan vi i fremtiden skal tænke regnvandshåndtering som en positiv mulighed. Her har vi afkoblet regnvandet i institutionsområdet og gjort det til et aktiv. Regnvandet indgår nu som et positivt element i den naturrettede leg og læring som kernen i institutionen.”

Projektchef fra Realdania Anne-Mette Gjeraa siger:
”Når Realdania er gået ind i Klimatilpasning Kokkedal, så er det for at være med til at udvikle og demonstrere, hvordan man med omtanke og en målrettet indsats kan gøre regnvandshåndtering til en ressource og en kvalitet også i eksisterende byområder. Vandlegepladsen er et fint lille eksempel på, det vi gerne vil med klimatilpasningsprojektet, nemlig at skabe en vifte af eksempler på, hvordan man ved at samtænke klimatilpasning med opgradering af byrummene og ved en bevidst satsning på dobbeltanvendelse, kan tilføre et område nye kvaliteter og nye opholds- og aktivitetsmuligheder.”

Institutionen glæder sig også over vandlegepladsen. Områdeleder Kristina Avenstrup siger således:
”Vi glæder os rigtig meget over de muligheder som vandlegepladsen føjer til stedet. Vandlegepladsens nye aktivitetsmuligheder, det at vi vander planterne med vandet og at vi har åen lige uden for vores låge er med til at sætte vand og vandets kredsløb ind i en fantastisk pædagogisk ramme. ”

Klimatilpasning Kokkedal er et partnerskabsprojekt mellem Fredensborg Kommune, boligforeningen 3B og AB Hørsholm Kokkedal, Realdania og Lokale og Anlægsfonden samt Fredensborg Forsyning.

Fakta om Klimatilpasning Kokkedal:
  • Danmarks største klimatilpasningsprojekt af sin art.
  • Klimatilpasning Kokkedal er Danmarks største projekt af sin art, hvor en række parter arbejder sammen om at skabe en sammenhængende klimatilpasning på tværs af matrikelskel.
  • Det er et projekt, hvor Fredensborg Kommune, boligselskaberne 3B og AB Hørsholm sammen med Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Fredensborg Forsyning arbejder sammen om at kombinere klimatilpasning med en indsats for at nytænke indretningen af en hel bydel.
  • Målet er at skabe nye kvaliteter i byen ved at indtænke vandhåndtering i en fornyelse af byens rum med nye opholds- og aktivitetssteder, skabt ved at skabe dobbeltanvendelse af de områder hvor regnvandet skal håndteres.
  • Projektet omfatter et område med cirka 1200 boliger, 3000 indbyggere og bymidte med skole, fritidsområde og daginstitution.
  • Parterne forventer samlet at investere 145 mio. kr. i området.
  • Et Projektet der strækker sig over flere år:
  • Klimatilpasning Kokkedal omfatter mange elementer, der skal indpasses og koordineres med en række initiativer og hensyn, bl.a. boligselskabernes boligrenoveringer og kommunens etablering af ”Byens Hus”.
  • Derfor strækker etableringen sig over flere år.

Forløb og milepæle i projektet:
2012/2013:
Arkitektkonkurrence, borgerdialog og udarbejdelse af helhedsplan.
Etablering af oversvømmelsesbeskyttelse af de mest udsatte boliger med dige og en såkaldt dobbeltprofil.

2014:
Etablering af vandlegeplads i mindre delområde omkring børnehusene i Kokkedal.
Udarbejdelse af anlægsprogram og dispositionsplan for boligområder og bymidte.
Fredensborg Forsyning etablerer i vinteren 2014 / 2015 et naturintegreret regnvandsbassin med øget naturtilgang.

2015:
Udarbejdelse af samlet anlægsprojekt og udbudsmateriale for boligområder og det centrale byområde.
Afslutning af boligrenoveringen i Egedalsvænge, hvorefter klimatilpasningsprojektet går i gang på udearealerne i Egedalsvænge.

2016:
Afstemt med klimatilpasningen i Egedalsvænge går kommunen i gang med renovering og klimatilpasning af de centrale offentlige områder og begynder samtidig at etablere et nyt Byens hus.
Boligrenoveringen i By- og Nordengen er så langt, at man også der kan begynde at renovere udeområder med integreret klimatilpasning.

2017:
Klimatilpasningsprojektet afsluttes.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information