- Detaljer
- Kategori: Motor
- Publiceret: Fredag, 14 december 2012 14:20
- Skrevet af John Stæhr
Deltagerne i Test-en-elbil fik overdraget nøglerne på rådhuset

Nogle af deltagerne fotograferet sammen med Borgmester, Thomas Lykke Pedersen, nr. 4 fra h.,
og Plan- og Klimaudvalgsformand, Lars Simonsen, nr. 3 fra h. foran rådhuset. Foto: John Stæhr
De første 9 borgere i Fredensborg Kommune, fik overrakt nøglerne til de elbiler fra firmaet CLEVER, de skal køre i de næste 2½ måned, som led i projekt Test-en-elbil.
Overrækkelsen skete i overværelse af Borgmester Thomas Lykke Pedersen og Plan- og Klimaudvalgsformand, Lars Simonsen.

Elbil-projektet er et samarbejde mellem kommunen og Clever. Men bag projektet står også en lang række private sponsorer og myndigheder.
Ud over Fredensborg Kommune, er det Region Hovedstaden. Projektet støttes af Trafikstyrelsen og Energistyrelsen.
Betingelserne for at blive testpilot i projektet er, at man selv betaler el-forbruget og har påtaget sig en selvrisiko på forsikringen. Som man dog kan betale sig fra. Desuden er testpiloterne forpligtet til forskellige rapporteringer via testenelbil.clever.dk på Internettet. Blandt andet skal man skrive på hjemmesidens blog mindst én gang om ugen.


Fredensborg Kommune har længe benyttet elbiler. Hvilket kommunens ladestander foran rådhuset vidner om.
Th. Kenneth Jørgensen fra CLEVER. indfører deltagerne i elbilernes muligheder. Fotos: John Stæhr.
Her på tv-fredensborg.dk, kan du følge en af de familier, som nu er blevet "super-grønne" testkørere bag rattet af en elbil. Og som naturligvis ankom til rådhuset med bussen.
Du kan følge alle deltagernes oplevelser på denne blog på hjemmesiden testenelbil.clever.dk
FAKTA:
Test-en-elbil i Region Hovedstaden startede 22. oktober 2012 og varer indtil 1. april 2014. Projektet har et samlet budget på 9,2 mio. kr., hvor Region Hovedstaden bidrager med 3,2 mio. kr. Det er elbiloperatøren CLEVER, der står bag det landsdækkende projekt, der yderligere støttes af Trafikstyrelsen og Energistyrelsen og en række private sponsorer. CLEVER ejes af energiselskaberne SE og SEAS-NVE.
Test-en-elbil er Europas største forskningsprojekt om elbiler og kører i 24 danske kommuner, hos otte virksomheder og på fire hospitaler i Hovedstadsregionen.
- Test-en-elbil startede som landsdækkende projekt i Danmark i 2010 og involverer 210 elbiler og i alt ca. 1.600 testfamilier.
- Målet er at ændre danskernes generelle holdning til elbiler, og dermed sikre, at elbilen bliver en del af deres fremtidige valg af transportmiddel til gavn for miljø og energiproduktion.
- I elbilerne er der installeret en datalogger, som overvåger og lagrer informationer om kørslen. Informationerne bliver indsamlet løbende og sammenholdt, når projektet er slut.
- Testpersonerne vil undervejs blogge om deres oplevelser med elbilerne på CLEVERs hjemmeside.