- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Lørdag, 21 februar 2015 10:00
Ny læseklub for børn på Humlebæk Bibliotek
World of Words er navnet på en ny klub på Humlebæk Bibliotek for cirka 10-13-årige læseheste, som gerne vil finde nye venner med samme interesser.Læsende børn. Foto: Colourbox
Bøger og læsning behøver ikke være noget, man sidder med helt alene hjemme på værelset. Fra den 7. marts kan børn fra 4.-6. klassetrin mødes på Humlebæk Bibliotek med andre børn omkring bøger, læsning, skrivning og hygge.
Den nye bogklub for børn hedder World of Words og vil mødes den første lørdag i hver måned mellem klokken 11 og 13. Her skal deltagerne snakke om månedens bog, skrive en anmeldelse af den til bibliotekernes fælles børnehjemmeside Palles Gavebod eller lave noget andet kreativt på baggrund af bogen.
Ud over at læse bøgerne, skal et samarbejde med Filmklubben Humlebien gøre det muligt for læseklubbens medlemmer at se en eventuel filmversion af de bøger, de har læst. Da mange bogelskende børn desuden godt kan lide selv at skrive, vil der også blive mulighed for at skrive historier og dele dem med de andre i klubben.
11-årig initiativtager
World of Words er ikke Humlebæk Biblioteks egen opfindelse. Faktisk er klubben blevet skabt af 11-årige Livia Lund og hendes mor. De håber, at mange både piger og drenge vil melde sig. Det kan ske ved, at man henvender sig til Livia på mail-adressen Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 23 24 20 36.
Klubben har også allerede en Facebook-side på adressen www.facebook.com/groups/bogklubworldofwords, som man kan tilmelde sig.
”Jeg kan ikke vente med at se alle d. 7. marts, som er vores første mødegang,” siger Livia Lund, som desuden opfordrer deltagerne til at medbringe lidt godt i form af kage, kiks, chips eller noget drikkeligt.
