• Udskriv

Borgmesteren: Ny badebro med dybt vand ved Nivå badestrand


Grafikken viser borgmesterens forslag. Pingvin klubhus i Dykkerhuset - ny badebro på stranden - hegn om vandskibroen og den nuværende badebro nedrives. Skitse, ikke målfast. Grafik: John Stæhr

Borgmester Thomas Lykke Pedersen fremlægger et forslag til forbedring af badesikkerheden i Nivå Havn. Det sker mandag på Økonomiudvalgets møde. Artiklen er opdateret.


Opdateret:
Borgmesterens forslag vedtaget. Bortset fra spørgsmålet om Pingvinernes klubhus i Dykkerhuset der genoptages på økonomiudvalgets møde i maj 2015.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis, siger borgmesteren, at et flertal går ind for at finde en anden løsning, end dykkerhuset som klubhus for Pingvinerne.

Gruppeformændene for alle partierne i byrådet har tidligere  pålagt borgmesteren at komme med forslag til løsning af de langvarige problemer på Nivå Havn.

Hvis borgmesterens forslag går igennem, vil alle fra 2016, der bader fra badestranden, Nivå Strandpark, ved Nivå Havn, kunne hoppe i på dybt vand. For borgmesteren foreslår, at der opsættes en permanent badebro ved siden af stenhøfden. Kommunen vil så med uddybning, sørge for at der er tilstrækkeligt  dybt året rundt.


Den nye badebro bliver opsat her. Arkivbillede: Foto: John Stæhr

Vi her på Tv-fredensborg.dk har fulgt badebro-kampen mellem helårsbaderne Pingvinerne og Nivå Vandskiklub. Og for os forekommer borgmesterens forslag som den mest logiske løsning - som vil gavne flest mulige borgere.

Nyt klubhus
Helårsbaderne Pingvinernes klubhus-problemer løses, i borgmesterens forslag, ved at det tidligere dykkerklubhus nedrives og genopbygges til Pingvinerne, der således vil kunne indvie et helt nyt klubhus i 2016. Dykkerklubhuset ligger ca 100 meter fra strandkanten. Men vinterbaderne skal gå ca 200 meter, før de kan dyppe sig i dybt vand fra den nye bro.

Tidligere bro fjernes
Når den nye bro står klar i 2016, vil pingvinernes nuværende bro blive fjernet. Og der vil blive sat hegn op ved vandskibroen, så uvedkommende ikke kan bade fra den.

Bevar badebroen
Helårsbadernes badebro var et stort emne i valgkampen til byrådet i 2013. Og borgmesteren måtte gå ind i sagen for at redde broen. Mange borgere var vrede over at den skulle rives ned.

Den gang havde man oprettet en Facebook-gruppe "Bevar badebroen", ligesom der var demonstration på Nivå Havn. Facebook-gruppen er atter i gang med  en ny kampagne. Men de glemmer at fortælle borgerne om den ny bro ved badestranden, som vil være en meget bedre løsning for mange familier, der bader sammen med deres børn. Hvor børnene kan bade sikkert på det lave vand og far og mor kan hoppe i ude på det dybe.

Hvad siger Pingvinerne til det
Vi har spurgt formanden for helårsbaderne Nivå Pingvinerne, Bjørn Helstrup om ikke det er god løsning for alle med borgmesterens forslag:

"Medlemmerne af Nivå Pingvinerne er skuffede og vrede over borgmesterens forslag, og som det kan ses under "læserbreve" på tv-fredensborg, har jeg udsendt en skarp kommentar, der udtrykker medlemmernes frustration over, at vi ikke kan beholde den badebro, som vi har kæmpet for og skal huses langt fra badeanlægget", siger Bjørn Helstrup og fortsætter.

"Når det er sagt, er jeg ikke blind for, at hvis der virkelig er politisk vilje til at ofre et millionbeløb på et nyt helårsbadeanlæg, kan det give nogle muligheder, som vi ikke har i dag.
Vi finder forhåbentligt vore egne ben på den ekstraordinære generalforsamling, som medlemmerne har ønsket. Vi ser med spænding frem til Økonomiudvalgets beslutning.".

Tre klubber
Der er tre klubber med interesse i denne sag. Nivå Bådelaug/Nivå surferne, Nivå Vandskiklub og Helårsbaderne Pingvinerne.  

Prisen for borgmesterens forslag ligger på godt 1 mio. kroner. Efter de meget foreløbige beregninger. Mon ikke man kan finde pengene. Sidste år fandt man nemt 1 mio. kr. til en julefilm.

Foreninger 31/12-2013: antal medlemmer under 25 år.
Nivå Pingvinerne 137 0
Nivå Vandskiklub 162 51
Nivå Bådelaug/Nivå Surferne 604 159

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information