- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Lørdag, 28 marts 2015 09:00
Hør om motion og sundhed på Humlebæk Bibliotek
Videnscaféen på Humlebæk Bibliotek handler i april om, hvordan man skaber sig en sund livsstil med god kost og masser af motion.Motionister. Foto: Colourbox
Fredag den 10. april fra 15.30 til 16.30 kan sundhedsinteresserede borgere starte weekenden med et inspirerende foredrag på Humlebæk Bibliotek.
Her vil personlig træner Fabiola Halfter og kostvejleder og kandidat i Human Ernæring Tine Jacobsen, begge fra motionscenteret Letsmove i Humlebæk, fortælle om vigtigheden af, at vi holder os i gang hele livet, og give svar på deltagernes spørgsmål om kost og træning. Hvis man har lyst - og tør - kan man også få foretaget en gratis måling af kroppens fysiske alder.
Det er i det hele taget gratis at deltage i arrangementet, men hvis man vil være sikker på at få plads, skal man tilmelde sig på forhånd via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under ”Program”. Man kan også tilmelde sig på selve biblioteket.
Arrangementet, som har fået titlen Motion & Sundhed, er en del af Humlebæk Biblioteks videnscaféer, hvor almindelige borgere kan fortælle om et emne, som ligger dem på hjerte. Tidligere har videnscaféen blandt andet lagt lokale til foredrag om alt fra kosmiske glimt til, hvordan man undgår stress.
Letsmove ligger i Humlebæk Center og er et flittigt benyttet motionscenter for byens borgere.
