- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Fredag, 03 april 2015 09:00
Stor interesse for at blive domsmand eller nævning
i Fredensborg Kommune
Grundlisteudvalget i Fredensborg Kommune har udpeget 132 borgere til grundlisten, som nu er sendt til Præsidenten for Østre Landsret. Landsretten vil herefter ved lodtrækning blandt de personer, der står på grundlisten, udtage de personer, som skal virke som nævning og domsmænd i perioden fra 1.1.2016 – 31.12.2019. Grundlisteudvalget har modtaget 89 ansøgninger via annonceringen, hvoraf 75 ansøgninger opfyldte betingelserne for at komme på listen. Ud af de 132 personer på grundlisten kommer de 59 personer via annonceringen. De resterende personer er udpeget efter indstilling fra de politiske partier.
”Jeg er glad for, at annonceringen har været en succes lige som for 4 år siden. Det er dejligt, at der er så stor en interesse for at løfte denne ansvarsfulde og samfundsmæssigt vigtige opgave med at dømme i straffesager sammen med juridisk uddannede dommere.”, siger formanden for Grundlisteudvalget Ove Wraae Pedersen.
Fredensborg Kommune sikrer, at alle personer, der er kommet på grundlisten, får besked, ligesom de øvrige vil blive orienteret om, at de desværre ikke er kommet på listen.
Erfaringsmæssigt kommer omkring halvdelen af de personer, der er optaget på grundlisterne, til at virke som domsmand eller nævning. Landsretten giver skriftlig besked til dem, som Landsretten optager på nævninge- og domsmandslisterne.
