• Udskriv

Nye kunstgræsbaner skyder op i Fredensborg og Nivå

Anlægsarbejdet af kunstgræsbaner på Karsemosegård Idrætsanlæg i Nivå. Foto: Fredensborg KommuneFredensborg Kommune får i øjeblikket anlagt kunstgræsbaner til fodbold på både Karsemosegård Idrætsanlæg i Nivå og ved Fredensborg Stadion. I forvejen er der kunstgræsbaner ved Bannebjerggård Stadion i Humlebæk – og med de to nye baner er der udsigt til en markant forbedring for kommunens fodboldklubber.

Anlægsarbejdet af kunstgræsbaner på Karsemosegård Idrætsanlæg i Nivå.
Foto: Fredensborg Kommune

Kunstgræsbaner gør det muligt at spille fodbold udenfor hele året på et underlag, der minder om rigtigt græs. Samtidig mindsker banerne risikoen for skader hos spillerne. Kunstgræsbanerne skyder derfor op over hele landet – og er blevet efterspurgt af kommunens fodboldklubber.

”Det var et rigtigt stort politisk ønske – fra alle sider af Byrådssalen – at der skulle anlægges kunstgræsbaner. Det har været en stor mangelvare i kommunen og jeg er derfor rigtig glad for at vi får etableret to nye flotte anlæg til glæde for kommunens borgere”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Kunstgræsbanerne kan bruges året rundt, mens almindelige græsbaner typisk bruges april-november. De forlænger dermed udendørssæsonen.

”De nye kunstgræsbaner gør, at spillerne kan være udendørs året rundt. Det øger aktiviteten, skaber nyt liv i fodboldtræningen og er med til at fastholde og få nye medlemmer i klubberne. Samtidig er det en oplagt mulighed, at fx ældre også kan bruge banerne om formiddagen til hverdag, hvor klubberne sjældent bruger dem”, siger formand for Fritids- og Idrætsudvalget Per Frost Henriksen.

På Karsemosegård Idrætsanlæg etableres der en standard 11 mands og 8 mands kunstgræsbane. På Fredensborg Stadion etableres der en standard 11 mands kunstgræsbane og et opvarmningsareal.

Fakta:
Begge anlæg etableres i 3. generations FIFA TWO STAR kunstgræstæppe med miljøvenligt gummigranulat. Banerne lever op til skærpede miljøkrav samt Dansk Boldspil Unions (DBU) krav og anbefalinger for kunstgræsbaner.

Der er indeværende budgetperiode afsat 13,2 mio. kroner til opførelse af kunstgræsbaner på Karsemosegård Idrætsanlæg og Fredensborg Stadion.

Heraf bidrager Fredensborg Boldklub og Idrætsforening med 0,4 mio. kr.

Banerne forventes taget i brug august 2015.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information