• Udskriv


Borgmester Thomas Lykke Pedersen:
Svarer på spørgsmål om svømmehal


Borgmester Thomas Lykke Pedersen stillede frisk op til tørsvømning i Nivå Center. Vi fik en aftale om at borgmesteren ville give svar på nogle af de spørgsmål man kan stille. Videoframe. Foto: John Stæhr

Tv-fredensborg.dk har stillet en række spørgsmål til borgmesteren
om en eventuel svømmehal i Nivå.


- Jeg kan forstå, at det er realistisk at forvente en svømmehal i Nivå. Ved at kommunen lejer sig ind i en hal, som er bygget for private midler?
"Der er i Fredensborg Kommunes budget afsat midler til en leje-/driftsaftale med en privat etableret og drevet svømmehal (et såkaldt kommercielt OPP).

Det er derfor korrekt, at det er en mulighed, at der etableres et offentlig-privat partnerskab (OPP), hvor Fredensborg Kommune vil kunne overlade opførelse og drift af en svømmehal i kommunen til en privat kommerciel leverandør.

En kommerciel OPP-model sikrer, at kun den del, der er en ren kommunal opgave, medfører deponering eller skal henregnes til den kommunale låntagning. Det betyder, at en forholdsmæssig del af lånet, der vedrører de kommunale opgaver, skal henregnes til kommunens låntagning. Fredensborg Kommune kan søge deponeringsfritagelse herfor".

- Løber kommunen ikke en risiko, hvis bygherren fx går konkurs? Har det ikke været fremført politisk – jeg synes at kunne mindes det?
"Jo, det er korrekt, at der en risiko for, at kommunen skal overtage en svømmehal ved den private parts konkurs. Vilkårene herfor vil blive fastlagt i forbindelse med et udbud, hvor kommunens risiko vil blive søgt minimeret".

Nedenfor er skitseret forskellige afværgemekanismer såfremt OPP-projektet/samarbejdet ikke forløber som planlagt:

Træk på garanti
Såfremt den kommercielle operatør ikke lever op til det forudsatte driftsbudget har OPP-selskabet mulighed for at trække på den garanti, som den kommercielle operatør har stillet overfor OPP-selskabet. Gennem garantien sikres det, at OPP-selskabet har mulighed for at imødekomme deres forpligtigelser overfor långivere.

Udskiftning af kommerciel aktør
Såfremt den kommercielle operatør går konkurs i driftsfasen har OPP-selskabet mulighed for at finde en anden kommerciel operatør, der kan indtræde i stedet for den på forhånd valgte.

Långiver overtager drift af svømmehal
Såfremt OPP-selskabet ikke formår at finde en ny kommerciel operatør har långiverne mulighed for at indtræde og sikre en fortsat drift med henblik på at imødekomme den kommunale brugsret. Herved kan långiverne afværge en ellers berettiget ophævelse ved at videreføre driften. Långiverne er ligeledes forpligtiget til at oplyse kommunen, såfremt der er problemer med OPP-selskabets betaling af ydelsen mv. på de optagne lån.

Effektuering af hæveopgør
Såfremt OPP-selskabet/långiverne ikke kan eller ønsker at videreføre driften, vil hæveopgøret (kommunens forpligtigelse til at overtage svømmehallen) blive effektueret. Dette må forventes at indebære et større tab for långivere og egenkapitalindskydere, da Fredensborg Kommune typisk vil overtage de omfattede faciliteter til en pris, der er noget lavere end opførelsesomkostningerne. I Randers, hvor der er etableret et badeland som kommercielt OPP vil kommunen, hvis alle afværgemekanismer slår fejl, skulle betale 70 pct. af opførelsesomkostningerne for at overtage svømmehallen. De 70 pct. nedskrives årligt i takt med at svømmehallen bliver ældre.

- Hvordan med driften, er der penge til den? Jeg forstod, at der allerede er sat penge af i byrådet?
"Der er afsat 3,5 mio. kr. i 2016 og 3,5 mio. kr. i  2017 til betaling af drift/leje af en svømmehal. Fra 2018 er der afsat 7 mio. kr. årligt. I 2016 vil der udelukkende skulle bruges penge til udbudsprocessen og i 2017 vil der tidligst være driftsudgifter i slutningen af året.
Det er vurderingen, at dette vil være fuldt tilstrækkeligt til at kunne få private til at opføre en svømmehal".

- Har du en idé om hvornår det vil kunne realiseres?
"Den samlede proces med udbud, lokalplansændringer og etablering ventes at tage 2-3 år fra Byrådet beslutter at sætte det i gang. Der er endnu ikke en beslutning om, at sætte et udbud i gang".

- Hvorfor skal den ligge i Nivå?
"Der er ikke truffet endelig beslutning om placering, jf. også svaret ovenfor. Nivå er i mine øjne en optimal placering, centralt i kommunen og med gode offentlige transportmuligheder. En svømmehal i Nivå vil yderligere styrke bysamfundet som attraktivt badested".

- Man har ikke kunnet leje sig ind i haller i nabokommunerne?
"Der er ikke kapacitet til yderligere brug i nabokommunerne. Undersøgelser viser, at Nordsjælland har markant færre svømmefaciliteter pr. indbygger end både landsgennemsnittet og hovedstadsområdet".

- Når man, som vi fra Nivå, kommer i Fredensborg, opfatter vi det som lidt besværligt med offentlig transport Fredensborg-Nivå. Vil der komme en løsning på dette problem?
"Svømmehalsprojektet er ikke så fremskredet, at vi har set på løsninger herpå. Det vil være oplagt at se på, om der er mulighed for og behov for at styrke transportmulighederne".

- Hvordan fornemmer du interessen fra firmaer er for at stå som bygherre/ejer af en svømmehal I Nivå?
"Kommunen har været kontaktet af flere firmaer, der gerne vil være med i et offentligt privat samarbejde herom. Så jeg tror, at der er gode muligheder".

- Nivå har - uberettiget synes vi der bor i Nivå - et lidt dårligt ry. Kan det påvirke processen.
"Det er ikke min vurdering at Nivå har et dårligt ry. En svømmehal vil gennem bedre fritidstilbud kunne bidrage til, at kommunens unge har adgang til sunde fritidsaktiviteter".

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information