- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 01 december 2015 08:00
Fredensborg Musikskole inviterer til julekoncert i Asminderød Kirke
Den 9. december vil elever fra Fredensborg Musikskole spille og synge julen ind med en julekoncert i Asminderød Kirke.Foto: Fredensborg Kommune
Det bliver en både stemningsfuld og hyggelig aften, når Fredensborg Musikskole indbyder til den traditionsrige julekoncert, som finder sted i Asminderød Kirke onsdag den 9. december klokken 19.30.
Her vil de musikalske børn og unge optræde med et udpluk af deres favoritnumre og masser af skøn og festlig julemusik, som med garanti vil bringe juleglæde og lyse op i den mørke decembertid.
Koncerten i Asminderød Kirke byder både på juleklassikere som ”Jingle Bells” og John Lennons ”Happy X-mas”, samt flere kendte julesalmer sunget i fælleskab med publikum. Derudover vil man kunne opleve smuk cubansk guitarmusik af Leo Brouwer, ”Champagnegaloppen” i en version for klaver og marimba, samt Leonard Cohens ikoniske ”Hallelujah” sunget af koret Soundzips og musikskolens Tweenkor.
Der er gratis adgang til koncerten, og alle er velkomne i Asminderød Kirke, Asminderødgade 48 i Fredensborg.
