- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 05 januar 2012 17:08
- Skrevet af Pressemeddelelse
Nytårskoncert i NKK-Hallen i Nivå 10. januar 2012
Michael Carøe er syngende konferencier og byder sammen med Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil og Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Big Band på et festfyrværkeri af nytårskoncert med swing i den 10. januar kl. 19.30 i NKK-Hallen.”Nytårskoncerten er en rigtig god tradition og et godt kulturelt tilbud. At høre et stort klassisk orkester spille koncert live er en dejlig oplevelse, som jeg synes, det er vigtigt vi giver mange mulighed for at opleve”, siger Ulla Hardy-Hansen formand for Kultur- og Turismeudvalget.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen udtaler:
”I Fredensborg Kommune vil vi gerne kunne tilbyde borgerne et varieret udbud af aktiviteter. Uanset om man er ung eller gammel, til klassisk musik, naturoplevelser eller kortspil, skal der være mulighed for gode oplevelser. Derfor vil jeg opfordre alle, der har lyst, til at benytte lejligheden til at få en god aften med dejlig musik.”
Billetter til koncerten koster 100 kr. Pensionister og studerende 75 kr. Unge under 18 er gratis. Billetterne sælges allerede nu på Humlebæk, Fredensborg og Nivå Bibliotek og på Fredensborg Rådhus. På dagen kan billetter også købes ved indgangen
Byd det nye år velkommen med swing
Med en magisk evne til at forføre publikum synger Michael Carøe det nye år ind ved Sjællands Symfoni-orkester/Copenhagen Phils årlige nytårskoncert, der igen i år spilles en række steder på Sjælland samt i København. I år møder Sjællands Symfoniorkester Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Big Band til en festlig swing-nytårskoncert med værker af Sinatra, Ravel, Bernstein, Jacob Gade m.fl. Michael Carøe fungerer på bedste vis som syngende konferencier, og den spændende Jayce Ogren står på dirigentpodiet.
Koncerten er en fællesproduktion med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Koncerten arrangeres i samarbejde med Fredensborg Musikskole.
