• Udskriv

Fredensborg, Nivå, Kokkedal og Humlebæk fejrer Dronningens jubilæum.

Dronning Margrete for 40 år siden ved Danmarks Riges Grundlov sammen med Prins Henrik. Folketingets daværende formand Karl Skytte (R) var vært ved besøget i 1972.
Foto. John Stæhr/Scanpix

Dronningen fejres i hele kommunen fra 10. april til 26. august
Fredensborg Kommune fejrer Hendes Majestæt Dronning Margrethes 40 års regeringsjubilæum i alle kommunens fire bysamfund. Festlighederne skydes i gang med det traditionelle fakkeltog den 10. april i Fredensborg, men der vil være aktiviteter fordelt ud over hele foråret og sommeren.

Både i Fredensborg, Kokkedal, Nivå og Humlebæk vil der være mange spændende aktiviteter for borgere i alle aldre. Opbakningen fra de fire bysamfund har været stor og mange lokale aktører har været involveret i planlægningen af regeringsjubilæet. Således deltager bl.a. kommunens erhvervsdrivende, foreninger, institutioner, klubber, biblioteker og orkestre i fejringen.

”I modsætning til resten af landet har vi ventet med den store fejring af dronningen til ugen med fakkeltoget, der jo er en betydningsfuld tradition både for kongehuset og for kommunens borgere. Til gengæld fester vi i alle fire bysamfund hele foråret og sommeren igennem. Vi kan nu præsentere et flot og varieret program, der er resultatet af stor lokal opbakning, hvor alle har budt ind med gode forslag til, hvordan vi kan fejre regenten ”, siger Ulla Hardy-Hansen formand for Kultur- og Turismeudvalget.

Fakkeltog
Fejringen skydes i gang med det traditionsrige fakkeltog tirsdag d. 10. april med afgang fra Fredensborg station kl. 20.45 mod Fredensborg Slot, hvor Regentparret bydes velkommen til byen. I år forventer arrangørerne ekstra mange deltagere.

Også for børnene
De efterfølgende uger vil være præget af en række aktiviteter. Bl.a. igangsætter Fredensborg Kommune en kunstkonkurrence for alle kommunens børn. Børnene skal fremstille kunstværker under temaet ”dronning og tallet 40”. Borgerne har mulighed for at stemme på deres favorit kunstværk, da alle værkerne bliver udstillet på bibliotekerne i kommunen fra den 29. marts.

Dronningerunden på 40 kilometer
Med regeringsjubilæet etableres en ny permanent 40 kilometer lang cykelrute. Ruten får navnet Dronningerunden og kommer til at gå gennem hele kommunen. Cykelruten indvies i forbindelse med Store Cykeldag den 10. juni.

”Det er ikke hvert år, at vi kan åbne nye cykelruter, som går gennem kommunens smukke landskab. Med Regeringsjubilæet bliver det nu muligt, og jeg glæder mig til selv at prøve kræfter med Dronningerunden til sommer. Med den nye cykelrute kan kommunen samtidig sætte fokus på det sunde liv, som vi har så mange muligheder for at dyrke i fællesskab i vores kommune", siger Per Frost Henriksen formand for Fritids- og Erhvervsudvalget.

Det samlede program for fejringen af regentjubilæet i Fredensborg Kommune kan ses her: Program for fejringen af dronningen.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information