- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 18 oktober 2012 20:36
- Skrevet af Pressemeddelelse
Havfruemorderens datter går til bekendelse
Mange husker historien om Den Lille Havfrues halshugning i 1964 af kunstneren Jørgen Nash. På Humlebæk Bibliotek d. 24. oktober kl. 19.30 fortæller kunstnerens datter i et musikalsk selvportræt nu om sin opvækst i det internationale kunstnerkollektiv Drakabygget.
Den lille havfrue uden hoved i 1964.
Modellen til havfruen, Ellen Price ser
beskæmmet til. Foto: John Stæhr
Cecilia Zwick Nash kommer ikke fra et helt almindeligt hjem. Som datter af to af Danmarks mest kendte aktionskunstnere, Jørgen Nash og Lis Zwick, var opvæksten i kollektivet Drakabygget i det nordlige Skåne stærkt præget af de kreative, fandenivoldske og særprægede kunstnere, som boede der. Kunstnerkollektivet blev grundlagt i 1960 af brødrene Jørgen Nash og Asger Jorn under navnet Bauhaus Situationiste, men i 1964 fik det navnet Drakabygget — frihedens værksted.
Cecilia Zwick Nash er inkarnationen af 68-oprørets kamp for kærligheden og ideologierne, et ægte barn af ´68. Denne epoke skildrer hun helt tæt på i sit selvbiografiske multimedieshow.
Selv siger hun: ” Nogle skriver selvbiografier eller maler et selvportræt. Som skuespiller er det mest naturligt for mig at bruge min krop og stemme til at fortælle min historie - at udsætte historien og mig selv for publikum direkte. Live on stage - øjeblikkets kunst. Se modtageren i øjnene, få dem til at le og græde. Det er min fornemste kunst.”
Om behovet for at fortælle sin egen historie, siger Cecilia Zwick Nash: ” I 14 år har jeg stået på Nationalscenen, spillet på samtlige af Københavns store scener og har medvirket i film og TV, men det har været andres historier. Nu drager jeg land og rige rundt med min egen humoristiske historie om et sted, en tid og en familie”.
Billetter til forestillingen koster 50 kr. og kan købes på: www.fredensborgbibliotekerne.dk/detsker
Billedet af havfruen fra 1964 er en reportage jeg lavede til det Tyske magasin Quick. Et af billederne blev også bragt i det amerikanske blad LIFE Magazine (red).
