- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 28 august 2014 02:00
- Skrevet af Pressemeddelelse
Rost sangskriver optræder på Nivå Bibliotek
Foto: Fredensborg Kommune
Er man til folkrock og amerikansk inspireret landevejsmusik, kan man den 12. september klokken 16-17.30 få en fin start på weekenden , når den lokale sanger Lysår optræder på biblioteket i Nivå med sine egne numre og en akustisk guitar.
Kunstnernavnet Lysår dækker over sangeren, sangskriveren og musikeren Thomas Ulrik Larsen, som i 2013 udgav soloalbum nummer to med titlen Frontfigur på orlov. Albummet blev rost af anmelderne, og Larsen blev sammenlignet med koryfæer som CV Jørgensen, Steffen Brandt og Allan Olsen for sin sproglige kreativitet og sit kunstneriske vovemod.
Thomas Ulrik Larsen har tidligere været forsanger i coverbandet Pink Floyd Project, men til koncerten på Nivå Bibliotek vil han optræde solo med sin guitar som eneste akkompagnement. Han vil spille udvalgte sange fra sit nye album og krydre musikken med at fortælle om de indfaldsvinkler, inspirationskilder og idéer, der former hans sangskrivning.
Det er gratis at overvære koncerten, men hvis man vil være sikker på at komme ind, vil det være en god ide at hente en gratis billet via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på et af kommunens biblioteker.
