- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Fredag, 29 august 2014 13:48
- Skrevet af Pressemeddelelse
Festlig koncert for hele familien på Humlebæk Bibliotek
Den norske forfatter Alf Prøysens populære billedbogsfigurer bliver søndag den 14. september klokken 15 sat til musik af hans datter Elin Prøysen ved festligt musikalsk arrangement på Humlebæk Bibliotek.Hvis man hører til dem, som husker teskekonen og de andre sjove figurer fra Alf Prøysens billedbogsunivers, og måske ovenikøbet har introduceret sine egne børn til dem, er det bare om at tage børnene under armen og møde op på Humlebæk Bibliotek den 14. september.
Foto: Fredensborg Kommune
Her vil Alf Prøysens datter Elin Prøysen sammen med Egil Johansson optræde med et udvalg af den kendte forfatters mange muntre sange. Forestillingen finder sted ikke mindst i anledning af Alf Prøysens 100-årsfødselsdag. Han døde dog i 1970 og kan derfor ikke selv nyde den opmærksomhed, som stadig bliver ham til del, specielt i hjemlandet Norge.
Duoen Elin og Egil er mere end bare formidlere af Alf Prøysens musik. De har siden 1976 rejst Norge tyndt og spillet til alt fra børnefødselsdage til musikfestivaler. I 2007 modtog de den norske arbejderbevægelses kulturpris, Øyerenprisen, for fremragende indsats til fremme af arbejderkulturen.
Koncerten på Humlebæk Bibliotek er blevet til i et samarbejde mellem biblioteket, Foreningen Norden og Filmklubben Humlebien. Billetter koster 50 kroner for voksne, mens børnene slipper gratis ind. Billetterne kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside eller på et af kommunens biblioteker på nær Kokkedal Cafébibliotek.
