- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 20 november 2014 01:00
Lokal kunstner - Birgitte Langevad udstiller på biblioteket i Nivå
I hele december kan besøgende på Nivå Bibliotek og Medborgercenter nyde synet af malerier produceret af Espergærde-kunstneren Birgitte Langevad.Foto: Fredensborg Kommune
Fra den 1. december og resten af året vil juleudsmykningen på Nivå Bibliotek og Medborgercenter være suppleret med malerier af kunstneren Birgitte Langevad.
I modsætning til de fleste andre genopdagede Birgitte Langevad i voksenalderen sin barndoms kærlighed til at tegne og male, og det er der foreløbig kommet en lang række både tegninger og akvarelmalerier ud af.
Birgitte Langevad har tidligere lavet malerier med motiver fra blandt andet Afrika, men har i de seneste år bevæget sig over i et mere abstrakt univers, hvor vandfarver bliver kombineret med tusch.
”Jeg tilstræber at beskueren kan digte sine egne historier, der skal være nogle detaljer at gå på opdagelse i,” siger Birgitte Langevad, som først for nylig er begyndt at udstille sine værker. ”Det har været en øjenåbner for mig, da jeg ellers har holdt mit maleri relativt tæt ind til kroppen.”
Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.
