- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 25 november 2014 01:00
Børneteater om julemanden på Humlebæk Bibliotek
Teatergruppen Teatret på Hjul optræder på Humlebæk Bibliotek den 13. december med en rigtig juleforestilling for børn.Lørdag den 13. december klokken 10 kan børn fra 2-4 år og deres voksne få sig en herlig oplevelse og et godt grin, når Teatret på Hjul opfører forestillingen ”Eventyret fra Julemandens sæk” på Humlebæk Bibliotek.
Forestillingen trækker tråde til ”Guldlok og de tre bjørne” med en historie om en bamsefamilie, som får uventet besøg til jul, men som alligevel lykkes med at få en hyggelig lillejuleaften med juletræ, risengrød og honningkager.
”Det kan ofte være en svær opgave at fastholde de små i 30 minutter, men det lykkes her. Og da det lille juletræ og nogle små pakker dukker frem af julemandens store sæk, er ungerne salige,” har Henrik Lyding fra Børneteateravisen sagt om forestillingen.
Billetter til juleeventyret er gratis og kan hentes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Det sker eller på et af kommunens fire biblioteker.
