- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 22 januar 2015 16:02
Lokal kunst på Fredensborg Bibliotekerne
Illustration:
Per Temberg, Hest og kat
I foråret 2015 vil der være rig mulighed for at opleve mange forskellige kunstneriske udtryk og genrer, når Fredensborg Bibliotekerne igen åbner for en sæson spækket med udstillinger på Nivå og Humlebæk Bibliotek.
Der vil blandt andet være mulighed for at opleve Peter Haug ramme naturens spændingsfelt dramatisk og ekspressivt ind, at se Per Tembergs dyre - og menneskemotiver og at opleve Lene Mosbæks udtryksfulde og følelsesladede fotografier af frostvejr, drivtømmer og solnedgange.
Kunst som lokalsamfundets fælles referenceramme
”Det er jo dejligt at kunne byde vores brugere velkommen til så mangfoldige og spændende udstillinger, som dem vi her i foråret har på tapetet”, udtaler bibliotekaren på Nivå Bibliotek og Medborgercenter Ulla Berg:
”Vi har nogle meget spændende kunstnere her i lokalområdet, og jeg synes, det er vigtigt at give lokalsamfundet muligheden for at opleve den kunst, der bliver skabt omkring dem. Det giver en anderledes og intens oplevelse, når man ved, at det er nogen, man til daglig bor side om side med eller støder ind i i supermarkedet, der har lavet de udstillede værker.”
Nivå og Humlebæk Bibliotekernes udstillingsprogram kan findes i Fredensborg Bibliotekernes arrangementsfolder for foråret 2015 eller findes inde på bibliotekernes hjemmeside på www.fredensborgbibliotekerne.dk under fanen ”Program”.
