- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Kultur og turisme
- Publiceret: Fredag, 08 marts 2013 14:35
- Skrevet af John Stæhr
Hørsholm Egns Museum får kritik af Kulturstyrelsen
Museet får også bemærkninger til de trange forhold museet virker i. Foto: John Stæhr
Hørsholm Egns Museum har været til eksamen, idet Kulturstyrelsen har foretaget en kvalitetsvurdering af museet.
Arkæologerne fra Hørsholm Egns Museum får ros for deres forskning i stenalder-jægerne i Nivå, der betegnes som "Forskning af høj kvalitet og stor relevans". Desuden roser man, at, "Museet publicerer den arkæologiske forskning i relevante faglige medier og tidsskrifter, både nationalt og internationalt".Mangler digital formidling
Derimod er styrelsen ikke tilfreds med formidlingen. Det er ikke helt tilfredsstillende, at museets udstillinger kun dækker en mindre del af deres ansvarsområde. Og der er kritik af, at man ikke involveres i den formidling af jægerstenalder som foregår på Gl. Holtegård i Søllerød. Og at museet kun i begrænset omfang benytter digital formidling.
En hurtig søgning på de sociale medier afslører, at der kun findes én video der omtaler arkæologien og Hørsholm Egns Museum på You Tube. Og den er - i al beskedenhed - produceret af os her på Tv-fredensborg.dk, og handler om udgravningen af jernaldergårde i Niverød.
Man har heller ikke en profil på Facebook, eller andre sociale medier. Det er ellers her man får de unge i tale. Og video bruger man slet ikke i udstillingen på museet i Hørsholm.
Nyere tid.
Når det gælder nyere tid, som Museets leder, Lisbet Hein står for, så er kritikken hård. Udstillingen nyere tid, på Hørsholm Egns Museum, betegnes som "ikke tidssvarende". Desuden er man utilfreds med, at der kun er 5.000 brugere af museet. Hvilket også involverer arkæologerne.
Derudover er der kritik af museets indsats vedrørende nyere tid i Fredensborg Kommune. Og man anbefaler, at museet indleder et samarbejde med Fredensborg Kommune.
Samtaler med kommunen
Ifølge referatet fra det seneste møde i Kultur- og Turismeudvalget, er der indledt samtaler med Fredensborg Kommune. Det kan man se af administrationens orientering af udvalget. Uden at man kan læse hvad det nærmere går ud på.
Der er yderligere - mere eller mindre - kritiske bemærkninger til en lang række af museets aktiviteter. Du kan læse hele kvalitetsvurderingen her.
Der er da også lyspunkter, for som det venligt hedder, " Det er Kulturstyrelsens samlede vurdering, at Hørsholm Egns Museums opgavevaretagelse er tilfredsstillende, men også er væsentligt udfordret af flere forhold.
Fakta:
Karakterskalaen som Kulturstyrelsen bruger.
- Meget tilfredsstillende
- Tilfredsstillende
- Ikke helt tilfredsstillende
- Ikke tilfredsstillende
Museet får - udover de statslige tilskud - godt 2,4 millioner kroner fra Hørsholm Kommune. Og ca 393.000 kr. fra Fredensborg kommune. Samlet omsætning på godt 5,4 millioner. Og et underskud på 73.000 kr. i 2011. Som er det senest offentliggjorte regnskab.
Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering er foretaget i 2011. Og offentliggjort i stilhed i 2012.
Dagene som selvstændigt museum er formentlig talte.
Der forestår i nær fremtid en reorganisering af hele det nordsjællandske arkæologiske- og museale landskab. Det er et spørgsmål om ikke Hørsholm Egns Museums tid som selvstædigt museum synger på sidste vers.