- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Kultur og turisme
- Publiceret: Lørdag, 10 januar 2015 12:40
- Skrevet af John Stæhr
Louisiana Jazzband: Kvaliteten "swingede" i Nivå.
Efter pausen havde orkesteret gennemgået en sand forvandling. Og så swingede salen.God jazz er kendetegnet ved, at man umuligt kan sidde stille. Det kunne man desværre i første afdeling i aftenens jazzkoncert i Nivå Amatør Teater. I en stopfyldt sal af forventningsfulde jazzelskere, leverede Louisiana Jazzband en noget uengageret første afdeling.
Daimi affandt sig tilsyneladende med mikrofonanlægget. Hvor hendes stemme slet ikke kom til sin ret. Jeg ved ikke, om de havde været igennem en mikrofonprøve inden koncerten. Meget tyder på, at det havde de ikke. Hertil kommer at musikerne ikke fik noget forærende i en "tør" teatersal. Det er et kendt fænomen, at akustikken i en sal forvandles totalt, når den fyldes med publikum. Men det var ikke første gang orkesteret spillede i salen. De var der også sidste år.
Som sagt var orkesteret helt forvandlet efter pausen. Det mærkede min hustru. For manden på stolerækken bag hende, begyndte at slå takten på hendes ryglæn. Det havde han ikke gjort før pausen. Og så bredte spilleglæden sig heldigvis blandt musikerne. Uden spilleglæde - swinger jazzmusik simpelthen ikke.
Jeg hviskede til min hustru: "Nu er de spillet varme".
Hver især er medlemmerne af Louisiana Jazzband utvivlsomt rigtig dygtige musikere. Især kunne pianisten Lars Brogaard få det til at swinge. Efter pausen blev soloerne også meget bedre. Det skyldes, tror jeg, at spilleglæden havde holdt sit indtog på scenen. Musikernes kropssprog viste det. Jeg vil egentlig ikke fremhæve nogen - men det er klart, at saxofonisten Jesper Løvdal tiltrak sig særlig opmærksomhed. Det kunne være interessant at høre dem under optimale forhold.
Der blev spillet Louis Armstrong, Count Basie, Duke Ellington og Fats Waller. Daimi sang Monica Zetterlund inspireret "instrumental sang". Vi fik også nogle af Daimis store hit fra den gang i 60'erne og 70'erne.
Man skal være forsigtig med at drage sammenligninger. Men når man selv har hørt disse store navne spille live, sidder det i ens erindring, hvor godt det kan gøres. Men ingen vil selvfølgelig kunne leve op til dem. Det var da også Louisiana Jazzbands egne arrangementer af trompetisten Bent Haastrup, der blev spillet i Nivå.
Der er et gammelt ordsprog der siger: "Når enden er god er alting godt". Da koncerten sluttede havde publikum tilsyneladende glemt første afdeling. Og fik selvfølgelig et ekstranummer. Med tanke på første afdeling før pausen, havde de fortjent et par mere.
Musikerne i bandet: Solist Daimi - basun Cosmus Bræstrup - trompet Bent Haastrup - saxofon Jesper Løvdal - piano Lars Brogaard - bassist Peter Federspiel og trommeslager Ole Givskov.
Fakta:
Louisiana Jazzband & Daimi. I Teaterhuset i Nivå. Fredag den 9. januar 2015.
Offentlig adgang. Billetter kr. 130,-. koncert af næsten 3 timers varighed.
Læs også:
http://www.tv-fredensborg.dk/index.php/billeder-50-aar-siden/882-billeder-daimi-for-50-aar-siden.html
Monica Zetterlund for 50 år siden