- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Torsdag, 01 december 2011 16:59
La Boheme på Fredensborg Skole
Lidt kan flytte meget. En bevilling fra kulturudvalget, hvis størrelse ligger milevidt fra det, som kommunen ellers bruger penge på. Et par dynamiske ildsjæle. En handlekraftig og visionær skoleledelse. Børn fra både Asminderød og Fredensborg Skole og ikke mindst fire store, varme og professionelle stemmer. Så er man ikke i tvivl: Så er man til opera.
Historien om tuberkuløse og fattige Mimi, der dør hos sin elskede Rodolfo, der er lige så fattig, fordi han endnu ikke har haft sit gennembrud som forfatter, kalder de store følelser frem. Dramaet er enkelt, tragisk og taler lige til hjertet. På Fredensborg Skole taler det også til hjertet, at mange af skolens børn også er engageret, og at deres skole bruges på en anderledes måde end til hverdag. Publikum ledes rundt på skolen mellem akterne – udendørs og indendørs. Udendørs fungerede en del af kulissen tilmed som julemarked til glæde for publikum. Børnene er en aktiv del af forestillingen under de store optrin. Forældrene bagved yder også en stor frivillig indsats. Det var en totaloplevelse af musik, drama – lyd og billede, helt i Puccinis ånd. Og vi fik også fugtige øjne i sidste akt, som man skal under La Boheme. Opera lige til døren og fantastisk formidlet til næste generation. Et eksempel på, at kommunens kulturliv er alt andet end usynligt
Af Thomas von Jessen, medlem af Kultur- og Turismeudvalget (k)