- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Lørdag, 07 januar 2012 12:55
- Skrevet af Ole Bergmann byrådsmedlem (SF)
Energirådgivning
Forleden passerede jeg en byggeplads med et næsten færdigbygget nyt parcelhus. Det slog mig, at huset ikke på nogen måde bar præg af, at det er opført i 2011 i en kommune, der har pålagt sig selv at være ”klimakommune”, d.v.s. rollemodel for andre kommuner i bestræbelserne for at nedbringe CO2-belastningen af vores biosfære.
Fredensborg kommune er blevet landskendt for sin rekordplacering på den omvendte hitliste over byggesagsgebyrer. Den topplacering erkender SF at have et medansvar for. Kommunens økonomi var for et par år siden på vej mod administration ovenfra, og det var nødvendigt at finde områder, hvor der kunne skaffes indtægter, og byggesagsgebyrerne bidrager med mindst 3-4 mio. kr. om året. Det ville være dejligt at kunne hævde, at vi så også gav en helt specielt god service og vejledning som modydelse for vore gebyrer.
En af de måder, hvorpå vi måske kunne kombinere myndighedsbehandling med reel og relevant rådgivning, er etablering af en energirådgivning til rådighed for alle, der ønsker at bygge nyt eller bygge om - eller f.eks. vil etablere solcelleanlæg eller andre energibesparende tiltag. Det ser ud til, at der er bred tilslutning til det. Det kan gå hånd i hånd med, at vi som følge af vores frikommunestatus nu har fået mulighed for at yde en rabat på byggesagsgebyrerne, hvis bygherren kan dokumentere, at byggeriet indeholder særligt energibesparende elementer.
Det skal ikke forhindre, at vi forsøger at finde udvej for at nedsætte nogle af de mest urimelige byggesagsgebyrer. Det vil SF gerne være med til.
Problemet er at finde besparelser, der kan modsvare de forringede indtægter – og dækning af udgiften til en energirådgivning.
Og det er en helt anden sag.
I 2012 vil alle vandbrugere i Fredensborg kommune desværre se en klækkelig forhøjelse af vandprisen på deres opgørelse. Heldigvis vil en næsten tilsvarende nedsættelse af affaldsgebyret udligne forhøjelse for de allerfleste familier.
Men vandprisen er steget, og som det blev bemærket på sidste byrådsmøde, er prisen på det ekstraordinært gode drikkevand, der leveres af Fredensborg Forsyning, en del højere end det, der leveres af de små private vandværker i Langstrup og Gunderød.
Forklaringen på det er ikke helt enkel og beror ikke udelukkende på Forsyningens vagtforpligtelser og på, at Forsyningens medarbejdere får løn for deres arbejde.
Vandprisen fastsættes i realiteten af et statsligt sekretariat, der foruden produktionsomkostninger også indregner investeringer, der er foretaget og er planlagt til det pågældende år. I beregningen af prisloftet for 2012 er der således indregnet foretagne og planlagte investeringer for knap 32,3 mio. kr.
Investeringerne er nødvendige for at sikre, at vi også i fremtiden kan nyde godt af ikke blot af rent vand direkte ud af vandhanerne, men af Danmarks bedste drikkevand.
Ole Bergmann
byrådsmedlem (SF) i Fredensborg kommune
medlem af Økonomiudvalget og næstformand i Plan- og Klimaudvalget
Bestyrelsesformand i Fredensborg Forsyning A/S