Forhåbninger om Skolereformen

Vi står foran en politisk aftale om en ny indretning af folkeskolen. Forhåbentlig en bred aftale med fokus på faglighed. Heldigvis ser det ud til at lykkes for de borgerlige partier, herunder Venstre, at få begrænset antallet af aktivitetstimer, og at få dem knyttet tættere til den faglige undervisning.
 
Skoledagens længde er i spil. Hvis der skal gøres store indhug i børnenes fritid, herunder tid til lektier, samvær med kammerater og fritidsinteresser, skal erstatningen i form af øget kvalitet i den ekstra skoletid være til at få øje på. Det er den endnu ikke i overbevisende grad, og man må derfor overveje hensigtsmæssigheden.

For Venstre er det afgørende at der ikke generelt indføres yderligere opdragelseselementer, der stjæler opmærksomhed fra det, der er skolens væsentligste opgave, nemlig at undervise og formidle kundskaber til børnene som led i et uddannelsesforløb. Opdragelsen er og bliver forældrenes ansvar og opgave.

Børn - og skoleudvalget har netop haft dialogmøde med skole- og institutionsbestyrelser og ledelser om den kommende skolereform. Der var fokus på om reformen ville understøtte et fagligt løft til alle elever; om der ville blive overladt et lokalt råderum til den enkelte skole i forhold til udmøntning af aktivitetstimer, og om der ville blive plads til undervisningsdifferentiering.

Ved "mit" bord drøftede vi muligheden for at opsplitte aktivitetstimer vertikalt, sådan at én del af klassen kunne bruge dem til lektiecafe og en anden del af klassen kunne få ekstratimer i fx fysik eller et andet fag ud over minimumsmålet. Derved ville man stimulere eleverne med udgangspunkt i deres konkrete faglige niveau.

Mange ting udestår endnu. Der bliver behov for finansiering af ekstra timer, men ingen ved endnu hvordan. Reformen skal træde i kraft fra skoleåret 2014/15, tilsyneladende uden overgangsordning. Hvordan eleverne i 9. klasse skal opleve indfasningen af reformen i deres afgangsår forlød der intet om. Vi er vist mange forældre til elever i nuværende 7. klasser (9. til den tid), der nøje vil følge hvad der sker her.

Venstre vil gøre hvad vi kan for at vi får en skole med et overbevisende fagligt indhold, der sikrer børnene grundlæggende færdigheder og viden. Det forudsætter en mærkbar kursændring. Uden anerkendelse af behovet for højere faglighed og mindre reformpædagogik, samt flere krav og forventninger til eleverne fra både hjem og skole, vil vi fortsætte med at se resultater, som dem vi for nyligt så i DR’s dyst mellem 9. z og Kina. Og det er børnene ganske enkelt ikke tjent med.

Tinne Borch Jacobsen
Byrådsmedlem - Venstre
Byrådskandidat
Folketingskandidat

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information