- Detaljer
- Kategori: Læserbreve - tv-fredensborg.dk
- Publiceret: Lørdag, 07 september 2013 16:47
- Skrevet af John Stæhr
Kommentar: Kampen om overlevelse ved Nivå Havn
Hele sagen om Vandskiklubben, NVK og vinterbaderne, Nivå Pingvinerne er en kamp mellem de to foreninger om at overleve. En kamp som ikke behøvede at være der, hvis de kunne samarbejde. Det har ikke været kønt at se på.Foto: John Stæhr (videoframe)
Jeg har læst stort set alt i sagen, inkl. den bemærkning, som vandskiklubben afsluttede det seneste forsøg på en forhandlingsløsning med. Og ingen steder har jeg set tegn på den ydmyghed som kræves for, at især vandskiklubben kan overleve. Sagen har nemlig sat fokus på sikkerheden ved deres sejlads (Ydmyghed = ærbødighed, respekt - Den Danske Ordbog).
Kampen om overlevelse
- Hvis der ikke findes en løsning så Nivå Pingvinerne kan bade fra en af broerne på ydersiden af Nivå Havn, kan foreningen formentlig ikke overleve.
- Vurderer myndighederne at Nivå Vandski Klub's sejlads ud for Nivå Havn er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, kan vandskiklubben sandsynligvis ikke overleve.
- Begge foreninger har over 100 medlemmer. Pingvinerne har flest lokale. Og mange andre lokale borgere ønsker at bruge badebroen - som man nu vil rive ned.
Hvis vi skærer helt ind til benet og bruger simpel logik, så handler hele sagen dybest set om, at der sejler 320 hestes speedbåde rundt på en ca. 275 m. strækning ud for Nivå Havn. Tæt på mange andre brugere af vandet. Speedbådene sejler med op til 58 km/t., (16,1 meter i sekundet) hvilket er en høj hastighed på vandet.
En speedbåd kan ikke bremse, og manøvrere som en bil, og speedbåden kan ramme genstande skjult i vandet, som kan bringe den ud af kontrol. Derfor kan ingen komme uden om, at der må og skal holdes en sikker afstand til andre. Og, at det alene er vandskiklubbens bådførere der har ansvaret under sejladsen. Og også foreningens bestyrelse efter søvejsreglerne.
Sker der en ulykke kan der ikke være tvivl om, hvor ansvaret bliver placeret. Det er som om vandskiklubben aldrig har gjort sig det klart. Og holdt lidt større afstand til andre. Og man kan vel ikke forbyde små både, kajakker, kaproningsbåde og vindsurfere at sejle på vandet ud for havnen som en sikkerhedsforanstaltning.
Så kan man have stor forståelse for det arbejde vandskiklubben gør for børn og unge. Men i min optik vejer risikoen for kvæstelser og død langt højere. Intet kan være vigtigere end menneskers sikkerhed. Det er den slags man burde have gjort sig klart i vandskiklubbens bestyrelse. Og måske også hos politikerne. Men det ser ikke ud til, at det har været med i deres overvejelser. I stedet har man indtryk af, at NVK mener, at de har en særlig ret til gøre som de har lyst til.
Myndighederne har, ser det ud til, set igennem fingre med den risiko mange andre bliver udsat for. Nok fordi de har frygtet hvad konsekvensen ville være for vandskiklubben. Også efter at NVK fik afslag fra Politiet på at få en plane-dispensation, og altså derefter ikke måtte plane. Men fortsatte som om intet var hændt. Politiet siger vel ikke: "Nej, men gør det bare alligevel"? Nu viste det sig senere, at de slet ikke behøvede den dispensation. Men det vidste ingen den gang.
De andre klubber på havnen har nok heller ikke haft lyst til blive indblandet. Men må da have været bekymret for deres medlemmer. Det kan jeg ikke vide om de har, men det ville jeg have været, hvis jeg var dem. En ro- og en Kajakinstruktør var i hvert fald ikke trygge ved deres møde med en vandskibåd. De havde begge nybegyndere med i fartøjerne.
Hvad Pingvinerne har gjort og ikke gjort, det kan man synes om eller ikke synes om. Men deres medlemmer indebærer ikke nogen risiko for andre. Man kan ikke blive svømmet ned og få kvæstelser eller dø af en vinterbader. Og jeg mener, at Pingvinerne, slet ikke er relevante i denne sag. De gør ikke en hav"kat" fortræd - med den fart de svømmer. I stedet burde man have sat fokus på sikkerheden for alle andre der sejler ud for havnen.
Den eneste løsning jeg ser, er at vandskiklubben starter og lander vinkelret ud fra havnen.
Altså vest/øst -- øst/vest Og sejler 200 meter ud, før de går på tværs, og over til deres slalombane nord for havnen. Og det samme modsatte vej. De kan selvfølgelig plane, da politiets 300 meter regel ikke gælder ud for havnen. Jeg har været ved vandskibroen flere gange. Vandskiløberne starter altid nede i vandet - ikke fra broen. Og når de kommer tilbage, synker de ned i vandet igen. Fordelen er, at alle vi andre ved, hvor vi kan vente at møde dem, og holde os væk. Som det er nu, ved man aldrig om der kommer en speedbåd på tværs, når man er på vej ud af havnen. De sejler med høj hastighed rundt i alle retninger. Man er ikke i sikkerhed for dem nogen steder. Vinkelret er også i tråd med de regler flere politikredse har.
Ellers er der kun en anden løsning. At små både, kajakker, kaproningsbåde og vindsurfere - ligesom de badende - kun må sejle mellem kl. 22 aften og kl. 9 morgen - og derfor skal have monteret lanterner (undrer om man kan få grønne cykellygter til kajakken). Det er logikken ud fra de beslutninger der hidtil er truffet af politikerne. Eller, at man kun må sejle, når man får lov af vandskiklubben.
Læs også: Kommentar: Svar på NVK's beskyldninger