- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Mandag, 23 februar 2015 10:00
Cli-fi forfatter fortæller om sin dommedagsromn
på Fredensborg Bibliotek
Forfatteren Kristina Stoltz fortæller den 12. marts på Fredensborg Bibliotek om sin anmelderroste roman ”På ryggen af en tyr”, en tragedie om almindelige mennesker i et klimaødelagt Europa.Kristina Stoltz. Foto: PR-billede fra forlaget Rosinante
Fans af god litteratur i almindelighed og dystopiske romaner i særdeleshed kan glæde sig til torsdag den 12. marts, hvor forfatteren Kristina Stoltz besøger Fredensborg Bibliotek til en aften med oplæsning og interview.
Kristina Stoltz udgav i 2014 romanen ”På ryggen af en tyr: En tragedie”, der er blevet beskrevet som et af de første danske bidrag til den nye litterære trend ”cli-fi”. Det står for ”climate change fiction” og beskriver en mørk fremtid præget af klimaforandringer. Romanen handler på overfladen om pigen Fanny, som er på sommerhusferie med sin mor, men udvikler sig til en tankevækkende fortælling – inspireret af græske tragedier - om menneskeskæbner i et Europa, der er mærket af det ændrede klima.
Arrangementet den 12. marts starter klokken 19 og vil bestå af en samtale mellem Kristina Stoltz og kulturmedarbejder ved Fredensborg Bibliotekerne Arendse Ørding. Kristina Stoltz vil også læse op af sin bog, ligesom der naturligvis vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Billetter til forfatteraftenen koster 35 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben og 50 kroner for andre. De kan købes på biblioteket eller via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Arrangementet er støttet af Statens Kunstråd.
Hørehæmmede: Er nød til at bestille teleslynge før arrangementet. Det er ikke monteret i lokalet som standard.