Kunstværket på Fredensborg Skole er sprunget ud!

Forgreninger er skabt af kunstnerduoen Klejs & Rønsholdt
Kunstværket Forgreninger Foto: Torben Petersen

Mange forbipasserende i Fredensborg har sikkert allerede lagt mærke til det nye spektakulære kunstværk, der er sprunget ud ved Fredensborg Skole Vilhelmsro. På skoletorvet foran skolen er et stort bronzetræ vokset op, hvis krone udfolder sig i vandstøv og skifter farve efter årstid og temperatur i et minutiøst samspil med en klanglig og musikalsk imaginær verden i de glasgange, der forbinder skolens mange faglige og kreative rum.
 
Nu inviterer Fredensborg Kommune til indvielse af kunstværket Forgreninger.Det sker torsdag den 23. april kl. 15.  Sted: Fredensborg Skole Vilhelmsro, Humlebækvej 10, 3480 Fredensborg
Alle er velkomne!

Forgreninger er skabt af kunstnerduoen Klejs & Rønsholdt, som består af visuel kunstner Signe Klejs og komponist Niels Rønsholdt. De fortæller om værket:

”Bronzetræet er formet efter strukturen på den menneskelige bronkie og dets organiske former danner et modspil til skolebygningens rette linjer og skoven af ensartede betonsøjler under torvet. Yderst i træets grene er der indlagt dyser som fire gange i timen forstøver vand til en løvkrone af vandstøv. Dyserne er omkranset af LED-pærer, som belyser det forstøvede vand i farver afhængige af temperatur og årstid. Det er en henvisning til Livets Træ, men også her i skolesammenhæng en reference til fotosyntesens omdannelse af rå natur til kultur via oplysning.”

Om værkets lydside fortæller Klejs & Rønsholdt:
”Lyden i Forgreninger er installeret i de glasgange, der forbinder skolebygningens forskellige moduler. Den klanglige og musikalske identiet er forskellige i de fem glasbroer, men strukturen er den samme: Musikken stiger fra dybt til højt, som imaginære grene, der folder sig ud i lyd eller vand, der suges op fra undergrunden. Når musikken har nået sine højdepunkter bliver det stille i gangene, mens bronkietræets løvkrone af vandstøv folder sig ud udenfor. Efter 15 minutter begynder det hele forfra igen. Forgreninger danner på den måde en langsom, imaginær vejrtrækning – skolens åndedræt og puls.”

Kunstværket kan opleves udendørs og indendørs
Det er i høj grad et kunstværk, der skal opleves i virkeligheden, og Fredensborg Kommunes Kunstfond inviterer derfor alle interesserede til at deltage i indvielsen torsdag den 23. april på Fredensborg Skole Vilhelmsro. Her vil man få mulighed for at opleve værket både udendørs og indendørs, tale med kunstnerne og selv mærke kunststøvet lægge sig over skolen. Ved indvielsen vil formand for Fredensborg Kommunes Kunstfond, Ulla Hardy-Hansen, indvie kunstværket sammen med medlem af Statens Kunstfond, Katja Bjørn. Kunstner Niels Rønsholdt vil fortælle om kunstnerduoens tanker og arbejde med værket.

Der vil blive serveret en let forfriskning.

Ulla Hardy-Hansen, formand for Fredensborg Kommunes Kunstfond, udtaler:

”Vi har længe glædet os til at se resultatet af kunstnernes hårde og intense arbejde med kunstværket, og vi er glade for nu at kunne præsentere Fredensborg Kommunes borgere for et ambitiøst og spændende lyd- og billedkunstværk. Det er et fantastisk, spændende kunstværk; et unikum udformet i overensstemmelse med skolens arkitektoniske udtryk, dens anvendelse i praksis og skolens pædagogiske visioner. Jeg håber og ved, at kunstværket vil bringe mange glæder for skolens elever og ansatte i deres hverdag med værket.”

Kunstværket er resultatet af et samarbejde mellem Fredensborg Kommune og Statens Kunstfond, der med sin pulje til kunst i det offentlige rum tildelte 1,5 mio. kr. til et kunstværk på den nye skole i Fredensborg. Fredensborg Kommune lagde selv 500.000 kr. i projektet fra byggebudgettet til opførelsen af den nye skole. Hertil kommer et tilskud på 300.000 kr. fra Fredensborg Kommunes Kunstfond.

Brug af cookies Vi anvender cookies på websitet til at huske dine indstillinger mens du besøger websitet. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.For at finde ud af hvilke cookies vi bruger og hvordan du sletter dem, se vores privacy policy.

Jeg accepterer cookies.

EU Cookie Directive Module Information