- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Torsdag, 23 april 2015 08:33
Kulturudvalg fejrer 70-året for Danmarks befrielse
på Fredensborg Rådhus:
Sådan var besættelsestiden i Fredensborg Kommune
Humlebæk gruppen: Der var også en modstandsgruppe i Humlebæk, der formentlig også talte medlemmer fra Nivå. Her er to af gruppens medlemmer. Foto: Fredensborg Arkiverne.
Hvordan var livet under besættelsestiden i Fredensborg Kommune? Og hvordan så der ud i kommunen dén gang. Disse og mange andre spørgsmål, kan man få svar på den 4. maj på Rådhuset. Den dag er det 70 årsiden, Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt. Og i den anledning inviterer Kulturudvalget alle interesserede borgere i Fredensborg Kommune til et festligt arrangement i Rådhuskælderen på Fredensborg Rådhus i Kokkedal.
Modstandstandsgruppe Fredensborg: Modstandsgruppen i Fredensborg er fotograferet i dagene efter befrielsen. Den blev startet af kredsen omkring Fredensborg Roklub som modsvar til besættelsesmagtens tilstedeværelse. Foto: Fredensborg ArkiverneKulturudvalget vil byde på fællessang, foredrag og lidt mad og drikke. Desuden vil det være muligt at se forskellige fotografier fra besættelsestiden i Fredensborg Kommune. Fotografierne er stillet til rådighed af borgere i kommunen og Fredensborg Arkiverne.Historiker Palle Roslyng-Jensen er inviteret til at dele ud af sin viden om besættelsen og særligt hverdagslivet under besættelsen i Fredensborg Kommune. Palle Roslyng-Jensen er dr.phil. i historie, lektor emeritus ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og i den brede offentlighed kendt som deltager i Historiequizzen på DR K.
Samtidig vil tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kort redegøre for den efterfølgende påvirkning og dermed indflydelse som besættelsestiden har haft og stadig har på Danmarks nuværende udenrigspolitik; vores bestræbelser på at undgå en gentagelse.
Ulla Hardy-Hansen, formand for Kulturudvalget, udtaler:
”I Kulturudvalget er vi glade for at kunne invitere alle interesserede borgere til at deltage i denne festdag. Men den 4. maj er også en dag, hvor vi mindes de modige danskere, der satte liv på spil i modstandskampen og i mange tilfælde betalte den ultimative pris. 70 år er der gået og det kan synes som lang tid, men besættelsen er stadig i erindringen hos mange danskere og dens forløb spiller stadig en stor rolle i vores førte politik.”
Tilmelding nødvendig
Alle interesserede borgere i Fredensborg Kommune er velkomne til arrangementet
Tilmelding skal ske senest den 29. april på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller på tlf. 72 56 54 26 /
72 56 54 09 til Center for Kultur, Idræt og Sundhed.
Det finder sted 4. maj kl. 14-16. Adresse: Rådhuskælderen, Fredensborg Rådhus, Egevangen 3b, 2980 Kokkedal

