- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 19 maj 2015 10:04
Fredensborg Musikskoles talenter holder afslutningskoncert
Foto: ”ColorMusic”, Fredensborg Musikskole
Det kan gå hen og blive en forrygende oplevelse, når Talentskolen fra Fredensborg Musikskole markerer afslutningen på sæsonen med en særlig koncert, som finder sted på Humlebæk Bibliotek den 20. maj klokken 19.
Her vil de talentfulde elever fra Fredensborg Musikskole blandt andet uropføre et elektronisk musikstykke, ”Colormusic”, som de selv har komponeret i løbet af sæsonen.
Om dette værk siger Flemming Nilsson, der er projektleder på Talentskolen: ”Som en kunstner bruger varme og kolde farver, lys og skygge, rolige motiver og abstrakte eksplosioner, har musikken samme brede palet af muligheder. Det har talentskoleeleverne udnyttet i denne forrygende elektroniske komposition, som er inspireret af årstidernes forskellige temaer”
Ud over ”Colormusic” byder koncerten på Humlebæk Bibliotek på alt fra solosang af ”The Girl From Ipanema” til en klaveropførelse af Beethovens ”Måneskinssonaten”, ligesom bandet JazzCrunch også vil give prøver på deres kunnen.
Koncerten den 20. maj er gratis at overvære, og man kan bare møde op på Humlebæk Bibliotek.

