- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Onsdag, 08 Juli 2015 16:32
40 års jubilæum:
Kultur, kunst og kongehus holder liv i dansk-tysk venskab
De 12 danske kunstnere ved ferniseringen i Tyskland. Med på billedet er også HKH Prinsesse Benedikte (i midten), Ole Holde formand for Berleburgklubben (bag prinssesen), Kis Bonde formand for Kunstforeningen Humlebæk og Omegn (th for prinsessen), borgmester Thomas Lykke Pedersen (yderst th), viceborgmester Ulla Hardy-Hansen (nummer fire fra højre) samt Bernd Furmann borgmester i Bad Berleburg (ved siden af Thomas Lykke Pedersen). Foto: Per Frost Henriksen. I år er det 40 år siden, at Fredensborg og Bad Berleburg i Tyskland blev venskabsbyer. Det blev fejret i og op til weekenden med en stor jubilæumsfest i Tyskland, hvor der blandt andet var deltagelse af HKH Prinsesse Benedikte og en delegation med 90 repræsentanter fra kulturlivet i Fredensborg Kommune. Også en del politikere deltog – herunder borgmester Thomas Lykke Pedersen, formand for Kulturudvalget viceborgmester Ulla Hardy-Hansen samt Christian de Jonquiéres formand for Venskabsbykomitéen.
Blandt højdepunkterne i jubilæet var ferniseringen af udstillingen ”Kunst im Dialog – Kunst i Dialog”, hvor 12 kunstnere fra Kunstforeningen Humlebæk og Omegn udstillede værker i Sparekasse Wittgenstein. Det er ikke første gang, at der udveksles kunst mellem de to venskabsbyer - og dét har sin årsag, mener formand for Kulturudvalget og fungerende borgmester Ulla Hardy-Hansen, der selv var med til ferniseringen:
”Kunst er med til at nedbryde grænser og binde folk sammen. Kunsten er universel og en urkraft i mennesket. Siden tidernes morgen har vi udtrykt os gennem kunst – fra hulemalerierne til nutidens installationer. Kunstneren udtrykker sig gennem sit værk og kommer via værket i dialog med betragteren. Derfor har kunsten også en vigtig rolle i forhold til at holde liv i vores dansk-tyske venskab. Det så vi i den grad ved ferniseringen i Tyskland – og det er jeg sikker på, at vi også vil se fremover”.
De 12 danske kunstnere, der udstiller i den tyske sparekasse er: Jette Højdal Jensen, Annelise Jarvis Hansen, Annette Kold, Marianne Larsen, Rie Vrontos, Torben Wahlers, Hanne Winter-Nielsen, Erik Nielsen, Anni Rosenhøj, Kis Bonde, Jan Borst og Lis Engel.
Blandt de danske repræsentanter i jubilæumsfesten var medlemmer af Berleburgklubben, Kunstforeningen Humlebæk og Omegn samt Fredensborg Brass Ensemble, der spillede hele fem-seks gange under besøget. De deltagende politikere fra Fredensborg Kommune var borgmester Thomas Lykke Pedersen, viceborgmester og formand for Kulturudvalget Ulla Hardy-Hansen, formand for Venskabsbykomiteen Christian de Jonquiéres, formand for Fritids- og Idrætsudvalget Per Frost Henriksen, byrådsmedlem Carsten Nielsen og Hossein Armandi medlem af Fritids- og Idrætsudvalget.
Programmet bød også på en særlig skyttefest, fakkeltog og slotsbesøg med HKH Prinsesse Benedikte.

