- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Søndag, 30 august 2015 11:22
Håndarbejdscaféerne er over os i Fredensborg og Nivå
Bibliotekerne i Fredensborg og Nivå fortsætter i efteråret deres tradition med strikke- og håndarbejdscaféer.Findes der noget hyggeligere end at bruge de mørke efterårsaftener på at nørkle med en hue til barnebarnet eller sy et kludetæppe til sommerhuset? Sådan er der i hvert fald mange, der har det, og en del af dem vælger at komme til Fredensborg Bibliotekernes håndarbejdsaftener.
I efteråret starter endnu en sæson således på Fredensborg Bibliotek den 10. september klokken 18.30, hvor strikkecaféen går i luften. Nivå Bibliotek og Medborgercenter følger trop en uge senere den 17. september klokken 19.15 med deres håndarbejdscafé.
Næste omgang følger på Fredensborg Bibliotek den 7. oktober og i Nivå den 1. oktober. Datoer for november og december er endnu ikke fastlagt.
Strikkecaféen den 7. oktober på Fredensborg Bibliotek er værd at lægge ekstra mærke til, da den får besøg af strikkedesigneren Hanne Helbo. Hun har blandt andet designet til strikkeportalen Mayflower og til flere håndarbejdsblade. Hanne Helbo har desuden haft egen strikkebutik igennem mange år. Til strikkecaféen den 7. oktober vil hun give gode råd og øse ud af sine mange års erfaring.
Hverken strikkecaféerne i Fredensborg eller håndarbejdscaféerne i Nivå kræver tilmelding. Man kan bare møde op med sine materialer og værktøjer og sit gode humør.

