- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Tirsdag, 01 september 2015 04:00
Snekkersten-kunstner udstiller på Humlebæk Bibliotek
Fra den 12. til den 23. september kan man opleve billedkunst på Humlebæk Bibliotek lavet af kunstneren Gitte Horst Nielsen.Gitte Horst Nielsen i malerværkstedet Foto: PR-billede
Hvis man er til farver og kontraster og godt kan lide at fordybe sig i abstrakte former, vil Humlebæk Bibliotek være et besøg værd i midten af september. Her kan man opleve kunstneren Gitte Horst Nielsens store koloristiske akrylbilleder udstillet i bibliotekets sal.
Gitte Horst Nielsen bor i Snekkersten og er til daglig lærer indenfor dysleksi, men en længerevarende gigtinfektion fik hende for et par år til at kaste sig over kunsten som en måde at tvinge hjernen til at tænke på noget andet.
”Det giver mig så meget livsglæde at være kreativ,” siger hun. ”For mig er det som et langt frikvarter, når jeg maler, og problemer forsvinder som dug for solen.”
Gitte Horst Nielsens eksperimenterer i sine malerier meget med farver, former og teknikker. Motiverne er abstrakte, men med enkle figurative elementer.
Udstillingen på Humlebæk Bibliotek kan ses i åbningstiden fra den 12. til den 23. september. Den 12. september er der desuden fernisering mellem klokken 10 og 13.