- Detaljer
- Kategori: Tv-fredensborg.dk - Lokale nyheder
- Publiceret: Onsdag, 02 september 2015 05:00
Thomas Larsen optræder solo på Nivå Bibliotek
Den lokale sanger og sangskriver Thomas Larsen optræder den 18. september på Nivå Bibliotek og Medborgercenter under kunstnernavnet Lysår.Lysår. Foto: Victor Mark Kruse
Det kan blive den perfekte start på weekenden, når Thomas ”Lysår” Larsen den 18. september klokken 16 til 17.30 ene mand med en guitar går på scenen på biblioteket i Nivå. Folk-rockeren, der er bosat i Nivå, vil her præsentere udvalgte sange fra sit nye album, Teknisk knockout, der udkommer 31. august.
Eftermiddagen bliver dog mere end bare en koncert. Undervejs vil Thomas Larsen fortælle om de indfaldsvinkler, inspirationskilder og idéer, der former hans sangskrivning.
Hvis navnet Thomas Larsen eller Lysår ikke ringer en klokke blandt det bredere publikum, er det ikke anmeldernes skyld. Hans forrige album Frontfigur på orlov blev rost af blandt andet Gaffa og dagbladet Arbejderen, og hans sproglige kreativitet er blevet sammenlignet med den der kendetegner koryfæer som Steffen Brandt og C. V. Jørgensens værker.
Thomas Larsen har også gjort sig bemærket som forsanger coverbandet Pink Floyd Project, men koncentrerer sig i dag om sin solokarriere, der med det kommende album har resulteret i tre udgivelser.
Koncerten den 18. september er gratis at overvære, og billetter kan hentes på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside under Program.

